»Jeg måtte lige synke en ekstra gang.«

Mandag middag sad Morten Messerschmidt helt alene inde på sit enmandsværelse på Sandbjerg Kursuscenter tæt på Sønderborg. Nu ventede et yderst afgørende telefonopkald.

Partiformanden Kristian Thulesen Dahl havde netop forladt værelset, hvor han i fortrolighed havde fortalt, at Søren Espersen stopper som næstformand, og at han har anbefalet, at Morten Messerschmidt overtager posten.

Det hele skulle meldes ud for resten af folketingsgruppen som det første punkt under Dansk Folkepartis sommergruppemøde, der var få minutter fra at gå i gang.

B.T. har mødt Dansk Folkepartis nye næstformand, Morten Messerschmidt, til et stort interview.
B.T. har mødt Dansk Folkepartis nye næstformand, Morten Messerschmidt, til et stort interview. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor hastede det med at få fat i hans kæreste, den 62-årige Bakkesangerinde Dot Wessman.

Morten Messerschmidt brugte i alt fem minutter på at tænke det hele igennem inden opkaldet til den private chef.

»Jeg ringer til Dot og siger, at det muligvis kan være sådan, at jeg bliver næstformand, og så spørger jeg, hvad hun siger til det,« fortæller 39-årige Morten Messerschmidt, da B.T. møder ham onsdag aften på en bar lige over for Bakkens Hvile.

Her skyndte han sig hen, da sommergruppemødet var slut, fordi Dot Wessman for første gang i år skulle svinge skørterne som kjoleklædt sangerinde.

Morten Messerschmidt ringer til Dot Wessman for at høre, om det er i orden, han bliver ny næstformand for Dansk Folkeparti.
Morten Messerschmidt ringer til Dot Wessman for at høre, om det er i orden, han bliver ny næstformand for Dansk Folkeparti. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Tilbage til det afgørende telefonopkald mandag middag.

Dot Wessman reagerede med at stille spørgsmål den anden vej.

»Det er en stor ting. Føler du dig klar til det?« spurgte hun.

Messerschmidt reagerede med dette svar:

Morten Messerschmidt fotograferet i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020.
Morten Messerschmidt fotograferet i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020. Foto: Frank Cilius
Vis mere

»Jeg sagde så, jeg havde tænkt lidt over det. I hvert fald i fem minutter, og det mente jeg, men jeg ville ikke gøre det, hvis hun ikke syntes om det,« siger han.

Heldigvis for Morten Messerschmidt var Dot Wessman helt med på, at han måtte blive næstformand.

»'Selvfølgelig, det finder vi ud af', sagde jeg. Det bliver fantastisk,« siger Dot Wessman, da B.T. også møder hende på Bakken.

»Men husk, du har lovet at stå i baren hele sæsonen, Morten,« siger hun og kigger smilende på Morten Messerschmidt.

Dot Wessman sagde mandag ja til, at Morten Messerschmidt blev ny næstformand for Dansk Folkeparti.
Dot Wessman sagde mandag ja til, at Morten Messerschmidt blev ny næstformand for Dansk Folkeparti. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hvis hun havde sagt nej, ville du så ikke havde gjort det?

»Havde hun sagt, at hun ikke syntes, at det harmonerede med de andre ting, vi har, så havde jeg sagt nej. Dot har meget stor indflydelse på mit liv og de valg, jeg tager,« siger Morten Messerschmidt.

Hvorfor spørger du Dot om noget så vigtigt i din karriere som politiker?

»Prøv at tænke, hvis jeg var kommet hjem, og hun havde sagt, at det var en enorm dårlig idé. Så ville jeg jo ikke kunne være næstformand hundrede procent. Man er nødt til at sikre sig, at baglandet er med,« siger han.

Her ses, hvordan Morten Messerschmidt blandt andet bruger tid på at ordne roserne på Bakkens Hvile. Mandag spurgte han sin kæreste, Bakkensangerinden Dot Wessman, om hun fandt det i orden, at han nu bliver næstformand for Dansk Folkeparti. 
Her ses, hvordan Morten Messerschmidt blandt andet bruger tid på at ordne roserne på Bakkens Hvile. Mandag spurgte han sin kæreste, Bakkensangerinden Dot Wessman, om hun fandt det i orden, at han nu bliver næstformand for Dansk Folkeparti.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Helt aktuelt bor Morten Messerschmidt da også sammen med både Dots mor og hendes datter, der har været ude for en ulykke.

Desuden blev Morten Messerschmidts søster myrdet 15. november 2019.

»Vi har jo lidt at rode med privat,« siger Morten Messerschmidt uden at ville uddybe den del nærmere.

Selv om Morten Messerschmidt har knoklet for at få så meget indflydelse som muligt i sit kriseramte parti, kom beslutningen om at gøre ham til næstformand faktisk som en stor overraskelse for ham.

Tidligt mandag morgen sad han i toget på vej mod Sønderborg til sommergruppemødet.

Pludselig fik han en sms fra Kristian Thulesen Dahl, der kort skrev, at han lige ville vende noget med ham, inden mødet startede.

Messerschmidt sad i en stillekupé, og uden for var der mange mennesker. Derfor aftalte de at snakke, når de mødtes på Sandbjerg Kursuscenter lige før starten på sommergruppemødet.

Hvad tænkte du egentligt, da han på sms bad om at mødes med dig uden at uddybe, hvad det handlede om?

Morten Messerschmidt i samtale med Peter Kofod Poulsens pressechef Andreas Jensen i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix)
Morten Messerschmidt i samtale med Peter Kofod Poulsens pressechef Andreas Jensen i forbindelse med, at Dansk Folkeparti holder pressemøde efter sommergruppemødet på Sandbjerg Gods i Sønderborg, onsdag den 5. august 2020.. (Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix) Foto: Frank Cilius
Vis mere

»Jeg tænkte, at det egentlig lå i forlængelse af, at vi havde skrevet sammen i løbet af ugen, hvor vi havde været enige om de politiske ting, jeg har skrevet,« siger han og tiføjer:

»Men det var irriterende, hvordan kommentatorkorpset kørte et modsætningsforhold op mellem os, og vi skulle have fundet en måde at håndtere det på.«

Men det viste sig altså, at Kristian Thulesen Dahl sendte den sms, fordi han ville tilbyde ham at overtage posten som næstformand i Dansk Folkeparti.

Er du nu blevet kronprins i partiet, Morten Messerschmidt?

»Det er ikke en titel, der fremgår af vores vedtægter,« svarer Messerschmidt.

Vil du blive skuffet, hvis du ikke bliver formand, når Thulesen Dahl ikke er der mere?

»Hvis man går rundt og bliver skuffet i politik, så skal man finde noget andet at lave. Min præmis lige nu er, at vi i fællesskab skal genrejse det her parti, og det er missionen. Og det er ikke, hvad der ville ske, hvis Thulesen Dahl fik en berygtet og frygtet tagsten i hovedet,« siger han.

Messerschmidts eget liv har da også taget nogle gigantiske rutscheture op og ned de seneste mange år.

Dot Wessman sad ved siden af ham i bilen, da han brød sammen kl. 14.45 den 22. oktober 2016.

Parret var på vej i sommerhus, da Morten Messerschmidt fik problemer med at mærke sine arme og ben. Dot slog alarm til 1813, og politikeren blev indlagt til observation for en blodprop og hjerteanfald. Han blev imidlertid samme aften udskrevet.

Han talte ikke med pressen i seks måneder efter det ildebefindende, som skyldtes stress på grund af afsløringerne om hans involvering i Meld og Feld-sagen.

Og det var ikke første gang, politik og privatliv flød sammen for Morten Messerschmidt i en giftig cocktail.

Livet er på mange måder gået op og ned for Morten Messerschmidt og Dot Wessman.
Livet er på mange måder gået op og ned for Morten Messerschmidt og Dot Wessman. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

29. april 2007 meldte han sig ud af Dansk Folkeparti for at beskytte partiet mod en tsunami af kritik, efter B.T. skrev, at han havde heilet i Grøften i Tivoli.

22. maj 2007 indgik Morten Messerschmidt og B.T. forlig om sagen, og Messerschmidt meldte sig ind igen.

Opturene i politik er dog tæt på at være lige så gigantiske som nedturene.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 fik han 465.758 personlige stemmer.

»Jeg tænker, man lærer jo for det første af sine fejl,« siger Morten Messerschmidt, der er ny næstformand for Dansk Folkeparti.
»Jeg tænker, man lærer jo for det første af sine fejl,« siger Morten Messerschmidt, der er ny næstformand for Dansk Folkeparti. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det højeste antal personlige stemmer, en dansker nogensinde har fået – højere end tidligere, populære statsministre som Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S).

Året efter startede sagen om Meld og Feld, og i august 2016 meldte Morten Messerschmidt, at han trak sig som gruppeformand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet.

Morten Messerschmidt, hvad har du lært af alle de fejl?

»Jeg tænker, man lærer af sine fejl. Man går gennem livet, og så får alle mennesker jo hårde oplevelser. Det er sådan med livet, at man løber ind i nogle kedelige ting både privat og offentligt. Men det stiver også én af. Det gør, at man får lidt hård hud på sjælen,« siger Morten Messerschmidt.