Statsminister Lars Løkke Rasmussen udelukker endnu engang, at Dansk Folkeparti kan komme i regering.

Hvis partileder Pia Kjærsgaard og hendes folk i Dansk Folkeparti håber at blive ministre efter valget på torsdag, så slukker statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu endeligt det håb.

Dansk Folkeparti får ikke ministerposter som tak for 10 års støtte til den borgerlige regering.

- Jeg har meget klart sagt i god tid inden valgkampen, at jeg går til valg på en VK-regering. Dansk Folkeparti skal ikke i regering. Og så kan det ikke siges tydeligere, siger Løkke.

Søndag udtalte Løkke sig i Jyllands-Posten på en måde, som Socialdemokraterne udlagde som en invitation til Dansk Folkeparti om at komme i regering, hvis de borgerlige vinder valget.

De Konservative smækkede endnu engang døren i for Dansk Folkeparti gennem en udtalelse fra De Konservatives politiske ordfører, Carina Christensen.

- Jeg kan garantere, at Dansk Folkeparti ikke kommer med i en regering, som vi er med i, sagde Carina Christensen.

Gruppeformanden i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, læste ikke artiklen som socialdemokraterne og kunne ikke se nogen invitation i interviewet med Løkke.

I Jyllands-Posten sagde Løkke, at han "kun vil lave udlændingepolitik med dem, der har samme udgangspunkt som mig".

- Der er nødt til at være en bund af værdier, som ikke kan gøres relative, sagde han.

Mette Frederiksen, næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, mener at Løkke "erklærer et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti".

- Vejen er banet for, at Dansk Folkeparti kan komme i regering. Bliver der blåt flertal, er det Pia Kjærsgaard, som bestemmer udlændingepolitikken, sagde Mette Frederiksen søndag.

/ritzau/