Et billede af en statsminister stående for åben flyluge i 10.000 fods højde har aftvunget respekt hos både politiske tilhængere og modstandere med bare en snert højdeskræk. Men hvad er egentlig historien bag?

Flyveturen foregik fra Estland til Litauen mandag, hvor Lars Løkke Rasmussen selv beskrev oplevelsen på Facebook.

»Utrolig imponerende (og lidt angstprovokerende for en mand med højdeskræk  :D) at opleve vores dygtige F16-piloter operere på så tæt hold over Baltikum.«

Og det bliver bekræftet af fotograf Mads Claus Rasmussen fra Scanpix, der var med ombord på flyet, der kalder det 'en rigtig drengerøvsoplevelse«.

»Vi var i ca. 3,5 km's højde, da de åbnede lugen. Der var ingen vind. Vi havde alle sikkerhedsseler på, og Lars Løkke Rasmussen havde derudover en sikkerhedsline, han selv kunne styre. Medarbejdere stod ved siden af, så der var ingen problemer med sikkerheden,« forklarer Mads Claus Rasmussen.

Han fortæller, at Lars Løkke Rasmussen stod ca 3-4 meter fra afgrunden, da de to F 16-jagere kom forbi og hilste på statsministeren.

»Løkke diskuterede lidt med sin rådgiver inden, om det ville blive for meget at stå henne ved lugen og vinke til dem. Man kunne se, han var lidt nervøs. Men han endte med at sige 'ok, så gør vi det'. Da han først stod henne ved lugen, begyndte han at joke med, at han også kunne prøve springe ud og lande på snuden af F-16' eren, og han tog også en selfie,« fortæller Mads Claus Rasmussen.

Da de igen mødte piloterne på landjorden fik Løkke overrakt et billede af sig selv vinkende i Herkules-flyet. Det var blevet taget af piloterne i F 16-jagerne.