Det radikale forslag om at kræve betaling for hospitalsmad vil ikke gøre den store forskel, mener den K-ordfører Benedikte Kiær. Der er dog god grund til at se på brugerbetaling, mener hun.

Velstillede patienter skal betale for mad og overnatning på sygehusene, mener de Radikale, som vil bruge indtægten til at gøre det billigere at gå til tandlæge.

Men forslaget er et luftkastel, lyder det fra den konservative sundhedsordfører, Benedikte Kiær, der mener, at der brug for en meget mere gennemgribende revision af brugerbetalingen i det offentlige sundhedsvæsen.

- Vi har efterhånden så få sengeliggende patienter, så der er ikke mange penge at hente ved at kræve betaling for mad og sengepladser, siger hun til Berlingske Nyhedsbureau.

- De danske hospitaler er blevet så effektive, at langt de fleste patienter slet ikke behøver at blive indlagt. De lange indlæggelser finder man primært blandt ældre og i psykiatrien, og det er ikke hensigtsmæssigt at begynde at kræve betaling af disse patienter, siger Benedikte Kiær.

Hun er dog helt enig i tankegangen bag det radikale forslag. Det giver ikke mening, at man skal betale fuld pris for at gå til tandlæge, mens det er gratis at gå til læge og speciallæge.

- Det er åbenlyst, at brugerbetalingen i dag er helt skæv. Der er brug for en mere fair fordeling, hvor det for eksempel skal koste et mindre beløb at gå til lægen, siger K-ordføreren, der mener, at man bør skele til de svenske erfaringer med brugerbetaling hos lægen.

- Vi vil ikke øge den samlede andel af borgernes egenbetaling. Men der er brug for nytænkning af det nuværende system, for der er absolut ingen logisk forklaring på, hvorfor man skal betale fuld pris hos tandlægen, siger hun.