SF er meget tavse, når det kommer til Helle Thorning-Schmidts bil-sag. SF plejer ellers at være åbenmundet, når velbjergede danskere udnytter moms- eller skattefiduser eller får skattelettelser.

Det vidner flere citater fra partiets skatteordfører, Jesper Petersen, om.

- Sådan en skattereform gør Barolo til hverdagsvin blandt de velstillede, så det kan dårligt hedde andet end en rødvinsreform.

- Almindelige lønmodtagere får igen lov at betale for skattelettelser og finanskrise - de velstillede kan grine hele vejen ned i banken med deres skattelettelser og fede pensionsopsparinger og sende en venlig tanke til Pia og Løkke.





Men da B.T. først ringer Jesper Petersen op for en kommentar til Helle Thorning-Schmidts leasingaftale, der betyder, at hun slipper med den noget lavere tyske moms på 19 procent, bliver han noget tøvende.

Partiet har ellers stemt for en afskaffelse af muligheden for at slippe med tysk moms, hvis man leaser en bil hos et tysk firma.

Har ingen kommentar

Jesper Petersen ønsker ikke at svare på B.T.s spørgsmål mundtligt, fordi han er bange for, at hans ord eller vendinger bliver fordrejet eller fortolket i en forkert retning. Vi sender i stedet spørgsmålene på en mail til Jesper Petersen.





Efter flere rykkere telefonisk for et svar, modtager B.T. en sms fra Jesper Petersen, hvor han skriver, at han ingen kommentar har til Helle Thorning-Schmidts brug af en leasingaftale, som både S og SF har været meget imod.

Her er spørgsmålene, som vi gerne ville have stillet til Jesper Petersen.

Du/I har flere gange udtalt, at velbeslåede danskere udnytter skattehuller i lovgivningen til at slippe billigere i skat. Hvordan harmonerer det med, at jeres statsministerkandidat har leaset en bil i Tyskland, hvor man dermed betaler den lavere tyske moms?

Hvordan ser du timingen i Helle Thorning-Schmidts leasingaftale samtidig med, at Socialdemokraterne stemmer for en lov, der netop skal stoppe fidusen?

Hvad synes du om Helle Thorning-Schmidts leasing-fidus?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg vil blive bragt i B.T. i morgen.