Skræmmende, snorksovende, hul i hovedet.

Kritikken hagler ned over regeringen, efter det er kommet frem, at den berygtede øksemand har kunnet stifte virksomhed i Danmark uden at blive taget i det.

»Myndighederne snorksover,« lyder reaktionen fra udlændingeordfører Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

B.T. har torsdag afdækket, at øksemanden, Mohamed Geele, stiftede virksomheden Strategos Consulting i juni 2021, mens han boede på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Han kom på tålt ophold på Kærshovedgård, efter han havde afsonet ti års fængsel for terror mod og drabsforsøg på Muhammedtegner Kurt Westergaard.

LÆS MERE: Øksemanden ejer mystisk virksomhed i Danmark

Mohamed Geele er siden udrejst af landet, men hans virksomhed er fortsat registreret aktiv. Han har haft den i foreløbig to år, uden at myndighederne har lukket den ned.

»Det er helt hul i hovedet, at han kan oprette virksomhed, når han egentlig ikke skal være i landet,« siger udlændingeordfører Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

»En virksomhed kan bruges til svindel og hvidvask. Det er jo et problem, hvis en person, der er terrordømt og udvisningsdømt, kan sidde og gøre den slags ting,« siger han.

Det er uvist, hvad virksomheden laver, og hvor aktiv den er. Ifølge cvr-registret udfører den 'virksomhedsrådgivning og rådgivning om driftsledelse', men der foreligger ingen offentlige regnskaber, og det har ikke været muligt at komme i kontakt med Mohamed Geele.

Skræmmende hul
Sagen om hans virksomhed viser, at der er et større hul i systemet.

De forskellige myndigheder deler ikke oplysninger om udviste udlændinge med hinanden, så der bliver for eksempel ikke hejst et rødt flag i Erhvervsstyrelsens systemer, når en udvist udlænding på tålt ophold opretter en virksomhed.

Derfor har det været muligt for øksemanden at stifte virksomhed under radaren.

»Det er skræmmende, at der er sådan et hul i systemet, og at det her kan lade sig gøre,« siger udlændingeordfører Brigitte Jerkel fra De Konservative.

Hun frygter, at øksemanden ikke er den eneste udviste udlænding, der har stiftet virksomhed.

»Når han har siddet og gjort det, kan der også sidde nogle andre og gøre tilsvarende og måske misbruge det,« siger hun.

Kræver undersøgelse
Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance vil have undersøgt den konkrete sag og omfanget af, hvor mange personer på Kærshovedgård, der med et NemID i hånden har stiftet virksomhed eller brugt det til andre formål som for eksempel at oprette bankkonto og optage lån.

»Potentielt er det her jo toppen af isbjerget. Det er ham her, der rager op. Vi skal selvfølgelig have boret ud, om der er andre,« siger Peter Kofod (DF).

Udlændingestyrelsen og Erhvervsstyrelsen erkender, at der skal strammes op for kontrollen, og myndighederne vil nu iværksætte et samarbejde om at dele oplysninger.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) udtaler i et skriftligt svar, at det er »godt, at de relevante myndigheder nu har iværksat et samarbejde for at sikre, at der er helt styr på det fremadrettet«.

Ministeren svarer ikke på B.T.s spørgsmål om sit eget ansvar for den manglende kontrol.

De Konservative, Dansk Folkeparti, SF, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige afventer i forvejen svar om øksemanden fra ministeren. Partierne har bedt om en redegørelse af, hvor øksemanden befinder sig, og om der sikkerhedsmæssigt er styr på ham, efter B.T. har fortalt, at han har forladt Danmark.

LÆS MERE: Øksemanden er ikke længere på Kærshovedgård – har forladt Danmark