Departementschef er overrasket over anklager om, at e-mails er blevet slettet i Økonomi- og Erhvervsministeriet i sag om mulig overbetaling af privathospitaler.

Økonomi- og Erhvervsministeriet har ikke kendskab til, at e-mails skulle være beordret slettet i en mulig sag om overbetaling af privathospitaler.

Det er i en ny bog om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) "Projekt Løkke", at anklagerne om sletning af e-mails er fremkommet. Bogen er skrevet af Tanja Frederiksen og Sigge Vinther Nielsen og beskriver, hvordan en række embedsmænd i 2009 angiveligt fik ordre om at slette mails om en hemmelig rapport om overbetaling til privatsygehuse.

- Jeg er overrasket over de rejste påstande om slettede mails i Løkkebogen, som jeg ikke tidligere har haft kendskab til, siger departementschef Michael Dithmer i en pressemeddelelse.

- Så vidt vi i ministeriet kan konstatere, er det ikke korrekt, at der skulle være slettet "belastende mails" i den pågældende sag. Tværtimod er alt relevant materiale efter det oplyste blevet gemt, sådan som vi også er forpligtet til, siger Michael Dithmer.

Han tilføjer, at der "naturligvis" er givet aktindsigt i sagen i det omfang, ministeriet er blevet bedt om.

- Men vi ser selvfølgelig nærmere på sagen, og Rigsrevisionen er velkommen til at få alle oplysninger, siger han.

Ifølge en af forfatterne Tanja Frederiksen var det en af daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersens (K) toprådgivere, der beordrede de belastende slettet.

Lene Espersen og hendes tidligere særlige toprådgiver Morten Langager afviser at kende til sagen.

- Jeg har ikke givet ordre til, at der skulle slettes nogen mails, siger han til Berlingske Tidende.

Departementschefen oplyser yderligere, at den tidligere særlige rådgiver i ministeriet var ansat i overensstemmelse med regelsættet for ansættelse af særlige rådgivere, og at han ikke har haft instruktionsbeføjelser over for medarbejdere.

/ritzau/