Den danske befolkning vil gerne afgive elektroniske stemmer på internettet ved fremtidige valg.

En mindre digital revolution kan være på vej i Danmark.

Hvor det hidtil har været kutyme at gå ned og afgive sin stemme til folketingsvalget på den lokale skole eller plejehjem, så er danskerne nu klar til at sætte krydset, mens de sidder hjemme foran computeren.

En undersøgelse fra KMD Analyse, der har spurgt 1000 danskere, viser, at 65 procent af den danske befolkning synes, at det er en god idé, hvis man kunne stemme hjemmefra via internettet i stedet for i den traditionelle stemmeboks.

Halvdelen af de adspurgte danskere går så vidt som til at sige, at de helt sikkert ville stemme via internettet, hvis det var muligt.

Endnu flere danskere mener desuden, at der er god fornuft i at digitalisere dele af valgprocessen.

Op mod 70 procent af danskerne i undersøgelsen mener, at det ville være smartere, hvis ældre, handicappede og andre havde mulighed for at stemme i en digital valgbus. Det ville sandsynligvis også øge valgdeltagelsen.

Nogenlunde lige så mange bakker op om muligheden for at indføre digitale stemmebokse uden dog at gå på kompromis med traditionen om selv at møde op på valgstedet og afgive sin stemme.

På den måde vil et endeligt valgresultat foreligge ganske kort tid efter valgstederne er lukkede.

Det kan dog få en uheldig bieffekt, mener administrerende direktør i KMD Analyse, Lars Monrad-Gylling.

- Det vil selvfølgelig tage lidt af luften ud af den spænding, der traditionelt er på en valgaften.

- I sidste ende er det et politisk valg, hvad vi gør fremover, men der er ingen tvivl om, at udviklingen peger i retning mod, at valg bliver mere og mere digitale, siger Lars Monrad-Gylling i en pressemeddelelse.

/ritzau/