Politikerne overvejer at indføre et blødt loft over bankdirektørers løn, hvor kun en grundløn kan trækkes fra i skat. DF er ikke afvisende.

Et blødt loft over bankdirektørers løn er på bordet i den absolutte slutspurt af bankforhandlingerne i Økonomi- og Erhvervsministeriet, erfarer Ritzau.

Socialdemokraterne har krævet et hårdt loft over bankdirektørlønninger på 2,5 millioner kroner, hvis banken vil have del i de låneordninger, som politikerne er ved at forhandle på plads. Det har regeringen været skeptisk over for. Nu overvejer forhandlerne et forslag om at lave et blødt lønloft, hvor politikerne ikke forbyder høje millionlønninger, men i stedet økonomisk tilskynder bankbestyrelserne til at holde igen. Det kan ske ved, at bankerne stadig frit kan vælge, hvor meget de vil give deres direktører i løn, men kun løn op til et vist niveau skal give skattefradrag i regnskabet. Dansk Folkeparti er ikke afvisende over for tanken.

- Det er jo en model, som man har brugt i andre lande. Jeg tror, USA har noget lignende, uden at vi umiddelbart bare kan kopiere det. Så det er selvfølgelig tanker, der er gjort rundt omkring og jo også ting, der sagtens kan indgå i vores overvejelser. I hvilket omfang det så gør det, og hvordan det så lander, det må vi se, når det bliver færdigt, siger DF's finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/