Astrid Krag kom i går et skridt nærmere formandsposten i SF, da Mette Touborg trak sig. Men med Krag i spidsen kan det trængte parti ikke forvente vælgerfremgang, viser måling.

Astrid Krag rykkede i går et kæmpe skridt nærmere formandsposten i SF, da hendes største konkurrent, Lejres borgmester Mette Touborg, trak sig fra formandskampen efter et møde i SFs landsledelse, skriver Berlingske.

- Jeg syntes, at det var vigtigt, at vi sammen i SF brugte lidt tid til at få talt sammen og få tænkt os godt om, inden vi begyndte at melde ud, sagde Mette Touborg, der som SF-næstformand afviste at pege på sin favorit.

Med Touborg ude bliver Astrid Krag noget nær umulig at slå, hvis hun som forventet vælger at stille op. Store dele af SFs ledelse med skatteminister Thor Möger Petersen i spidsen står bag hende og med den grønne nestor, Steen Gades, støtte, ventes mange af de grønne SFere at gøre det samme.

Men selv om sundhedsminister Astrid Krag er SF-partiledelsens foretrukne kandidat som ny formand, ser hun ikke ud til at kunne sikre vælgerfremgang til det hårdt prøvede parti. Tværtimod kan SF få endnu sværere ved at tiltrække nye vælgere med Krag som formand, end de har med Villy Søvndal, viser en måling fra Gallup. Her svarer 41 procent af vælgerne, at det er mindre sandsynligt, at de vil stemme på SF med Astrid Krag i spidsen i stedet for Villy Søvndal. Kun syv procent kalder det mere sandsynligt.

Billedet er også tydeligt blandt de vælgere, som SF håber at tiltrække. Blandt Enhedslistens vælgere svarer 23 procent, at Krag som formand vil gøre det mindre sandsynligt, at de støtter SF, mens ni procent kalder det mere sandsynligt. Blandt S-vælgere vil 30 procent være mindre tilbøjelige til at støtte SF, mens ti procent vil være mere tilbøjelige.

Ifølge Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, understreger målingen forskellen på den kendte Villy Søvndal og den relativt ukendte Astrid Krag. Men den viser også, at netop blandt vælgerne på venstrefløjen, som SF slås med Socialdemokraterne og Enhedslisten om, har Astrid Krag også nogle andre problemer. Dels blev hun kendt som en strammer i udlændingepolitikken i SFs omlægning af profilen inden valget. Dels kan hun blive ramt af den såkaldte Nixon-goes-to-China-logik, når hun skal forsvare regeringens kompromisser og samarbejde med de borgerlige partier.

- Den eneste, der kunne forsone USA og Kina, var Nixon, for ingen ville mistænke ham for at være rød. Omvendt kan man sige om Villy Søvndal, at alle på forhånd vidste, at han var rød og derfor kunne gøre nogle mindre røde ting. Hun har ikke samme røde historie. Det er muligt, at det kan være en ulempe for hende i forhold til baglandet og andre røde vælgere, siger Rune Stubager med henvisning til den tidligere republikanske præsident i USA, Richard Nixon.

SFs ledelse havde i går ingen kommentarer til målingen.

- Hvis jeg skal have det politiske ansvar for, at processen bliver afviklet ordentligt, så dur det ikke, hvis jeg samtidig er politisk kommentator på de mange, mange undersøgelser, der kommer til at være, siger Mattias Tesfaye.

Også blandt SFs egne vælgere er der skepsis. Her svarer 12 procent, at det vil være mindre sandsynligt, at de stemmer på SF med Astrid Krag som formand frem for Villy Søvndal, mens 23 procent er i tvivl. To procent kalder det mere sandsynligt, mens 63 procent kort og godt holder fast i valget af SF. Her er den statistiske usikkerhed noget større. Det er dog ikke SFs vælgere, men medlemmerne der skal vælge formanden, hvis der kommer mere end én kandidat.

BNB