Endelig. Så sad han dér.

Michael Laudrup.

Og dermed kunne Michael Meyerheim i allersidste udgave af sit populære talkshow endelig, endelig, endelig leve op til sit løfte efter 11 sæsoner.

»Dengang, der gik rygter om, at TV 2 skulle lave et talkshow, kontaktede jeg den daværende TV 2-chef og lovede ham, at jeg kunne skaffe alle kendte danskere lige fra Klaus Rifbjerg til Michael Laudrup, som man nu siger, når man gerne vil virke overbevisende og derfor overdriver lidt,« siger Michael Meyerheim til TV 2.

Problemet har bare været siden det første program kom på skærmen, at mens Klaus Rifbjerg har været med i ’Talkshowet Meyerheim’ flere gange, har det aldrig lykkedes at få Michael Laudrup.

Men rosinen i pølseenden vil den tidligere danske landsholdsspiller gerne være.

»Michael Meyerheim har spurgt mig en del gange gennem årene, om jeg vil komme i talkshowet, og det har ikke været muligt for mig af den ene eller den anden årsag. Når det nu var den sidste optagelse, måtte jeg gøre noget ekstra,« siger Michael Laudrup.

Michael Meyerheim lukker og slukker sit talkshow efter 11 sæsoner.
Michael Meyerheim lukker og slukker sit talkshow efter 11 sæsoner. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og han havde også en anden grund til at kunne finde tid til at forlade sit nuværende trænerjob i Qatar-klubben Al-Rayyan for en stund og komme hjem til optagelserne.

»Jeg har kendt Michael og hans familie i mange, mange år. Jeg ved, hvordan det er at skulle sige farvel til noget, man har lavet i mange år. Det er specielt, og derfor ville jeg gøre alt, hvad der stod i min magt for at være her på hans sidste aften,« siger Michael Laudrup.

Da optagelserne var slut blev Michael Meyerheim i øvrigt hyldet og fejret for de mange års talkshow på TV 2 Charlie. Også med kage:

'Tak for talkshowet,' stod der på den.

Hovedpersonen selv var også berørt af stemningen.

»Det var en blanding af overvældende, vemodigt og fantastisk sjovt. Gæsterne var i den grad i hopla og opsatte på at bidrage til den gode stemning, og publikum i Hofteatret var med lige fra starten. At jeg så samtidig blev genstand for mere opmærksomhed, end jeg er vant til, skulle jeg lige vænne mig til,« fortæller Michael Meyerheim.

Den allersidste udgave af ’Talkshowet Meyerheim’ blev optaget 23. marts. Den bliver sendt på TV 2 Charlie 19. april.

De øvrige gæster i sidste program er foruden Michael Laudrup tre af de største danske skuespillere: Sidse Babett Knudsen, Nikolaj Lie Kaas og Ghita Nørby.