Angrebet fra den frygtede computervirus Klez udeblev i weekenden, og computerejere kan for denne omgang ånde lettet op.

Det var ellers forventet, at den sejlivede virus ville slå til lørdag, men kun få computerejere var i dag ramt af Klez. I hvert fald havde Preben Andersen, der er chefkonsulent hos it-sikkerhedsorganisationen DK-Cert, kun modtaget to henvendelser om angreb fra Klez.

Klez er sandsynligvis den hidtil mest spredte virus, der menes at have smittet omkring en million pc'ere verden over. Når en pc'er bliver smittet, lægger Klez sig i dvale og venter, til kalenderen viser enten den 6. juli eller 6. januar. På de dage vil den slå til og overskrive alle filer, så de bliver umulige at genskabe./ritzau/