Når Enhedlisten trykker på den røde nej-knap i Folketinget, kan man være næsten sikker på, at Uffe Elbæk gør det samme. Og når Enhedslisten stemmer ja, stemmer Uffe Elbæk ja.

Sådan har hovedreglen været, siden han i september 2013 brød med De Radikale og blev løsgænger.

Man skulle tro, at den tidligere kulturminister i højere grad adskilte sig mere fra de etablerede partier i Folketinget, som han gerne vil være et alternativ til.

Men en oversigt over stemmemønstrene, som Folketinget har foretaget, viser, at Uffe Elbæk i 91 procent af alle afstemninger stemte på samme måde som Enhedslisten.

Kun i 68 ud af 752 afstemninger har Alternativets stifter stemt på en anden måde end netop Enhedslisten.

Da en del afstemninger er efterretningssager uden reelt politisk indhold, skal man virkelig lede længe for at finde de steder, hvor Enhedlisten og Uffe Elbæk ser så forskelligt på en sag, at de også stemmer modsat hinanden.

For eksempel har Uffe Elbæk stemt for at sende et dansk bidrag til FNs indsats i Den Centralafrikanske Republik. Det var Enhedslisten imod. Han støtter også Natos mission i Afghanistan, som Enhedslisten har stemt nej til.

Omvendt har Uffe Elbæk været ganske flink til at støtte mange af de beslutningsforslag, som Enhedslisten har stillet.

»Især på miljø og klima deler vi mange ambitioner, og det gør vi også i forhold til, at vi ønsker at mindske uligheden i Danmark, som for længe har været stigende,« skriver Uffe Elbæk i en mail sendt via hans pressechef.

Mere erhvervsvenlig

Den største forskel på de to partier er, at Alternativet er mere erhvervsvenlig. Man vil give bæredygtige iværksættere bedre muligheder og hjælpe landbruget til at omstille til økologi.

»Og så er vi ikke socialister, men værdibaserede. Vi er for EU, men kritiske over for landbrugsstøtten,« skriver han.

Uffe Elbæk køber heller ikke ideen om, at hans nye parti bare er en krydsning af De Radikale og Enhedslisten.

»Vi kombinerer gode ideer fra alle partier, fordi løsningen hverken ligger 100 pct. hos os eller hos andre partier, men skal findes gennem godt samarbejde og ærlig, grundig behandling af alle forslag – også andre partiers,« skriver Uffe Elbæk.

Er du mere rød en blå?

»Jeg tror ikke rigtig på ideologier, idet disse nogle gange bliver lidt fastlåste, så jeg er hverken blå eller rød – jeg er grøn, hvilket et kig på min valgplakat vist også understreger.«