Kronprins Frederik og hans følge trodsede i større omfang end hidtil kendt politiets advarsler i sagen om den meget famøse køretur over den stormlukkede Storebæltsbro.

BT kan i dag afsløre, at Fyns Politi i en telefonsamtale med Kronprinsens ene livvagt fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) klokken 01 søndag den 11. januar frarådede at køre over Storebæltsbroen, der var lukket på grund af stormen Egon. Alligevel kørte både Kronprinsen og livvagterne over broen et par timer senere. Efter BT skrev om køreturen har både kongehuset og PET måttet beklage offentligt for turen, som i januar gik sin gang i verdens medier.

Læs også:

Livvagt sigtet

Sagen er vokset, efter Radio24syv mandag afdækkede, at Den Uafhængige Politi­klagemyndighed (DUP) har besluttet at sigte den ene af livvagterne, som kørte efter kronprins Frederiks bil – Krone 7 – på begge ture over Storebæltsbroen. Det er således i forbindelse med afhøringen af den sigtede livvagt, at de nye oplysninger er kommet frem. Venstres politiske ordfører Inger Støjberg fortalte fredag, at den sigtede livvagt er hendes kæreste.

Første tur over broen skete om eftermiddagen, da Kronprinsen skulle til DRs Sportsgalla i Herning og igen sent natten til søndag, da bilen med Kronprinsen og en følgebil fra Politiets Efterretningstjeneste skulle tilbage mod Sjælland.

Læs også:

Hidtil har det været fremme, at kronprins Frederiks bil på turen fra Sjælland mod Fyn fik lov at køre uden om køen af ventende biler og bag bommen. Herefter fortsatte Krone 7 med følge af livvagterne over broen uden tilladelse fra nogen. I en redegørelse fra Sund og Bælt fremgår det til gengæld, at Sydsjællands og Lollands-Falster Politi natten til søndag kontaktede Storebæltsbroens personale for at bede dem lade Kronprinsen køre over broen, da han skulle tilbage efter showet. Derfor har det indtil nu stået tilbage, at politiet havde givet Kronprinsen tilladelse til at køre tilbage over broen.

Men nu kommer det frem, at Fyns Politi i en samtale med Kronprinsens livvagter natten til søndag frarådede at køre over Storebæltsbroen.

Læs også:

»På vej tilbage mod Sjælland er livvagterne i kontakt med Fyns Politi, der meddeler, at kørsel over broen frarådes, men der er mulighed for at køre over på eget ansvar. Fyns Politi giver således ikke nogen tilladelse til at køre over, men de forbyder det heller ikke. Herefter kører kronebilen over Storebæltsbroen og livvagterne følger efter i deres bil,« siger Politiforbundets advokat Torben Koch fra advokatfirmaet Koch/Christensen.

Foto: Sisse Stroyer
Vis mere

Ingen må køre over

Politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Thorkild Steen Jensen siger helt klart, at ingen får tilladelse til at krydse Storebæltsbroen, når den er lukket på grund af storm.

Læs også:

»Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete sag, da den nu er overtaget af Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Men jeg kan sige, at vi altid lukker Storebæltsbroen, når det blæser mere end 25 meter i sekundet, fordi det er for farligt at opholde sig på broen. Der er meget større risiko for uheld på broen, og man skal også tænke på sikkerheden for det redningspersonale, der eventuelt skulle ud på broen og lave en redningsaktion. Mig bekendt har vi derfor aldrig givet tilladelse til, at nogen kunne passere over Storebæltsbroen, når den er stormlukket,« siger politiinspektøren.

Mens det var passagererne i Krone 7, der tog beslutningen om at krydse broen på første tur over Storebæltsbroen, kan forsvarsadvokat Torben Koch ikke svare på, om det var livvagterne eller kronprins Frederik og hans chauffør foran i kronebilen, der besluttede at køre over broen på hjemturen.

Må følge efter

»Jeg er ikke klar over, hvem der tager beslutningen. Jeg kan bare sige, at livvagterne naturligvis er nødt til at følge efter Kronprinsens bil uanset, hvor han kører hen. Ellers ville de jo ikke passe deres arbejde,« siger Torben Koch, der mener, at det er helt grotesk, at livvagten er sigtet, da hans job er at følge Kronprinsen.

Kongehuset har ikke flere kommentarer til sagen, oplyser kommunikationschef Lene Balleby.