Tidligere ISS-direktør Eric Rylberg bliver bankdirektør i Saxo Bank. Den nyudnævnte direktør får ansvaret for bankens daglige ledelse.

Investeringsbanken Saxo Bank har udnævnt tidligere ISS-direktør Eric Rylberg som ny bankdirektør i forbindelse med en omlægning af bankens topledelse. Han skal sammen med stedfortrædende direktør Karsten Poulsen stå for bankens daglige ledelse.

- Vi har fulgt væksten og udviklingen i Saxo Bank tæt, og jeg kan kun sige, at jeg føler mig privilegeret over, at jeg sammen med Karsten Poulsen er blevet bedt om at styre banken gennem de næste udviklingsfaser, siger Eric Rylberg.

- Saxo Bank er allerede i dag en bank i særklasse, og jeg kan se et enormt potentiale i en organisation, der på så kort tid er blevet førende på sit felt. Vores opgave bliver at konsolidere organisationen, gøre den mere strømlinet og sikre bankens førende position på de globale kapitalmarkeder.

De to stiftere og ejere, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, bevarer både deres stillinger som administrerende direktører og det formelle ansvar. De vil i fremtiden koncentrere sig om Saxo Banks strategiske udvikling med særlig vægt på vækst og ekspansion.

/ritzau/