Det toneangivende C20 indeks på Fondsbørsen lod sig fra morgenstunden ikke påvirke af de gode nyheder fra USA.

Det har fra morgenstunden ikke haft nogen effekt på de danske aktier, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve (FED) tirsdag sænkede den ledende rente med markante 0,75 procentpoint.

I det toneangivende C20 indeks på Fondsbørsen var aktieudsvinget her til morgen tæt på 0 med hældning mod et lille fald. Selv om det var forventet, at de positive nyheder fra USA også ville smitte af på det danske aktiemarked, så siger analytiker i Danske Bank, Mads Zink til RB-Børsen, at påskelukkedagene kan have stor indflydelse på dagens aktiemarked:

- Investorerne vil ikke have for meget risiko på bøgerne op til påsken, hvor det danske marked jo er lukket torsdag og mandag, mens der er åbnet i f.eks. USA, siger Mads Zink.

Nyheden om FED's sænkning af renten udløste i går store stigninger på det amerikanske aktiemarked. Det gjorde heller ikke situationen værre, at de to store amerikanske investeringsbanker Lehman Brothers og Goldman Sachs kom ud med et langt mindre tab i første kvartal end ventet.

Også de asiatiske aktier fulgte onsdag morgen i hælene på de amerikanske aktier.

/ritzau/