Hvis du disser nisser, disser nisserne igen. Østkyst Hustlers giver en skefuld trolderap i årets radio-nissekalender på P3.

Første december slippes nisseungerne Tiske og Taske løs sammen med en hel række nye, swingende julesange, sunget af kendte, danske musikere.

Radiojulekalenderen "Tiske & Taske" foregår - langt ude på landet - derude, hvor kragerne vender, og folk taler jysk.

Det gjorde de allerfleste også, da P3 sammen med forfatterne Kristian Borregaard og Søren Dahl og TV-selskabet Frontier i går præsenterede kalenderen og CD'en. Selv jydekompagniet var også repræsenteret ved komikeren Finn Nørbygaard, der lige lagde vejen forbi.

Historien om Tiske og Taske stammer fra Gerhard Kaimers bog om nisseungerne Tiske og Taske og børnene i Møllehuset, der nu udkommer igen som bog.

De små drillenisser var selv mødt op i dagens anledning i skikkelse af søstrene Eva og Sofie Lange Jørgensen fra Århus, der gav en swingende nissepolka sammen med Johnny "Kandis" Hansen.

Kristian Borregaard og Søren Dahl har forsynet radio-julekalendere med 10 nyskrevne sange, der synges af bl.a. Alberte, Anne Dorte Michelsen og Sigurd Barrett, mens Viggo Sommer og Østkyst Hustlers er kommet med deres eget bidrag til CD'en. Skuespilleren Henrik Koefoed lægger stemme til, og tegneren Rune Th. Kidde varmer hver dag op med et resume for glemsomme sjæle.