DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, afviser nu, at Camilla Plum har brugt sit program "Boller af Stål" til at reklamere for sin egen virksomhed.

Der er ikke - som flere eksperter ellers mener - tale om skjult reklame, når brødeksperten Camilla Plum i DR-bageprogrammet "Boller af Stål" fremhæver det mel, som blandt andre hun selv producerer og sælger.

Sådan lyder det nu fra DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, i et svar til Radio- og tv-nævnet, efter at Ritzau i juli skrev om sagen.

Kenneth Plummer afviser anklagerne, da han mener, at Camilla Plum kun taler positivt om forskellige typer af mel:

- Det bliver på intet tidspunkt nævnt, at Camilla Plum selv forhandler enkelte af de produkter, hun bruger i programmerne, lyder det blandt andet i svaret fra Kenneth Plummer.

I en af udsendelserne siger Camilla Plum ellers følgende:

- Hvis man vil bage for alvor rigtig godt brød, så skal man starte med det rigtige korn fra den rigtige mark. Og lige nu er min mand, Per, ved at høste den her mark ude på vores gård, som hedder Fuglebjerggård, og lige præcis den her mark er en mark, hvor der står ølandshvede. Ølandshvede er en urhvede, og en af de hveder i verden, der smager aller, aller bedst.

/ritzau/