Bestyrelsesmedlem Peter Højland udtræder omgående fra bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment. Min egen beslutning og helt udramatisk, siger han om sagen.

Mandag udtrådte Peter Højland med omgående virkning fra bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment.

Den nu fratrådte Peter Højland har siddet med i bestyrelsen siden 2002, hvor han afløste Aldo Petersen. Han ønsker ikke at uddybe grunden til sin øjeblikkelige fratræden, men på spørgsmålet om, hvorvidt beslutningen skyldes uoverensstemmelser med de øvrige medlemmer af bestyrelsen, kalder han beslutningen for "udramatisk".

Den nu tidligere bestyrelsesmedlem understreger også, at beslutningen er taget af ham selv og ikke skyldes pres fra andre.

I stedet indstilles direktør Flemming Lindeløv, bestyrelsesformand for H. Lundbeck og tidligere Carlsberg-direktør, til nyt bestyrelsesmedlem ved den kommende generalforsamling i Parken Sport & Entertainment.

/ritzau/