Center for Ludomani bliver opsøgt af flere og flere unge, der vil behandles for ludomani. Nu lancerer centret en dvd, der skal hjælpe spillerne på rette vej.

Antallet af unge, der opsøger Center for Ludomani for at få behandling for deres spillelidenskab, er steget med knap 40 procent fra 2004 til 2005. Cirka 750 personer henvendte sig sidste år til centret, og de var især blevet afhængige af internetspil som poker.

- Når de henvender sig til os, har de spillet meget af deres SU bort og er ved at tage lån, fordi de er kommet til at tabe mere end de egentlig havde råd til, og så har vi den triste, negative skrue kørende for fulde omdrejninger, siger leder af Center for Ludomani, Michael Bay Jørsel.

Han fortæller, at den typiske pokerspiller er en 20-29-årig mand. Meningen med dvd'en er ikke at forbyde dem onlinespil som poker. I stedet skal folkeskoler og gymnasier skal købe den som undervisningsmateriale og skabe debat i de ældste klasser om, hvad der er godt at spille, hvis man vil spille, og hvad faresignalerne er.

/ritzau/