Lokale beboere fra Nørrebro startede søndag kl. 13 en demonstration på Blågårds Plads. Målet var at få trygheden tilbage i gaderne, men kun 200 dukkede op for at sprede det glade budskab.

Demonstrationen var arrangeret gennem Facebook, blandt andet med gruppen 'Nørrebro - Gun Free Zone'. Stifteren af gruppen, Martin Stahl bor selv på Nørrebro og havde i dag taget sine to døtre på to og seks år med til demonstration.

- Det er måske lidt en hippie-ting at gå på gaden på denne her måde, men det hjælper altså. Banderne må ikke ødelægge vores tryghed og få os til at ændre adfærd. I dag vil vi gerne vise, at når de skyder og rammer ved siden af, så er det altså os, de rammer.

Demonstrationen blev afholdt dagen efter 3.000 mennesker gik i ligtog gennem Nørrebrogade for at tage afsked med den skuddræbte Mustafa Shakir Hsownay.

Kasper Johansen fra de radikale holdt tale for de fremmødte, og for ham gav det god mening at møde op på en ellers grå og kold søndag.

- Det handler om hverdagen. Det nytter jo ikke noget, hvis folk er bange for at tage på arbejde. Jeg har selv boet her i 90'erne. Dengang var det farligste jeg oplevede at gå uden om fyldebøtterne foran værtshuset Det Rene Glas, siger Kasper Johansen til bt.dk.

Også Lars Rasmussen fra Socialdemokraterne var mødt op for at støtte de lokales initiativ.

- Det er jo lammende for kvarteret at folk er bange. Caféerne og spillestederne kæmper for at få kunderne ind lige nu. Især her på Blågårds Plads.

Begge politikere var i dag enige om, at politiet skal være en større del af området.

- Vi vil have panserbassen tilbage i bybilledet. Politiet skal ikke bare være nogen, der stiger ud af en stor bil og visiterer folk. De skal ned i øjenhøjde.

Demonstrationen går til Rådhuspladsen, hvor der vil være flere taler og live musik resten af dagen.