Når man kommer op i alderen, skal man helst ikke sætte sig hen i en stol. Det mener den 96-årige tidligere grovsmed, damptromlefører, savværks- og jernbanearbejder Max Hansen fra Røde Kro ved Aabenraa.

Så derfor tager han sig gerne et par cykelture hver dag - i alt omkring 20 kilometer. Og han har det herligt, når han kommer hjem til Rødekro Ældrecenter efter et par ture - morgen og aften - i den friske luft.

Siden maj har han kørt over 2.000 km på sin specielle trehjulede cykel. Det kan man aflæse af hans cykel-computer, og det er også her, at han kan selv kan holde øje med, når farten kommer op på 12-13 km/t på turene i Rødekro og omegn.

Max Hansen har ni børnebørn og syv oldebørn. Sidste år fejrede han krondiamantbryllup med sin kone Esther, men hun døde i foråret, og hendes død har bevirket, at Max er blevet lidt rastløs.

»Jeg duer ikke til at sætte mig hen i en krog. Der skal ske noget. Det har jeg været vant til i hele mit liv, og når jeg er ude at cykle, så er jeg jo ikke bundet til at være her på ældrecentret hele tiden,« siger Max Hansen.

Overraskede læge
For nogle dage siden blev han indlagt med noget blærebetændelse. Lægen blev overrasket over, så klart og tydeligt, han talte, da han så, at Max var født i 1906. Det kan ellers knibe for folk i den alder, og lægen gik da også glad og hovedrystende bort, da Max fortalte om, hvordan

han cyklede hver dag.

»Jeg troede egentlig, at kommunen kunne skaffe en cykel til mig, men jeg var for god til at gå med rollator. Det hedder sig nemlig, at når man kan gå mere end 400 meter med en rollator, så er man ikke berettiget til en cykel. Og den smule rollator-gang kan jeg jo så let som ingenting,« siger Max, som måtte købe cyklen selv.Efter den akutte indlæggelse har han sat antallet af kilometer lidt ned. Men under alle omstændigheder går turen ned til den aføde kones gravsted ved Rise Kirke.

Mister du ikke pusten, når du sådan cykler i din alder? »Nej, overhovedet ikke. Og jeg sveder heller ikke. Det er bare dejligt at cykle, og man føler sig ekstra frisk bagefter.«

Så nyder du måske også en cigar bagefter cykelturen? »Nej, det pjat holdt jeg op med for 30 år siden, og det kan jo også være derfor, at jeg ikke har besvær med åndedrættet, siger Danmarks måske ældste aktive cyklist.«