Bordet fanger for den ukendte menneskerettighedsorganisation Globalization Monitor, der har kritiseret forholdene på A.P. Møller-Mærsks containerfabrik i Kina.

Den ukendte menneskerettighedsorganisation Globalization Monitor skal nu uddybe den kritik, som den har rettet mod A.P. Møller-Mærsks containerfabrik i Dongguan i det sydlige Kina. Chefen for Corporate Social Responsibility, CSR, hos olie- og rederigiganten Anette Stube har fået kontakt med organisationen.

- Vi vil præcis vide, hvad det er, de er bekymret over. Vi må have facts på bordet. Derfor vil organisationen blive kontaktet af de uvildige undersøgere før undersøgelsen sættes i værk. De påstande, som rejses, skal undersøges, så vi er helt sikre på at finde det, hvis der er noget galt, siger Anette Stube til Ritzau.

Organisationen - som er ukendt af Amnesty International - har rejst en sønderlemmende kritik af forholdene på containerfabrikken. Problemet er bare, at organisationen har brudt spillereglerne ved ikke at konfrontere A.P. Møller-Mærsk med kritikken før rapporten blev offentliggjort.

Den uvildige undersøgelse kan først sættes i værk, når de 1900 medarbejdere kommer retur til fabrikken i starten af marts efter to måneders betalt jule- og nytårsferie.

- Efter afrapporteringen tager jeg videre til organisationen i Hong Kong og taler med dem om resultaterne af undersøgelsen, men også for, at vi kan få en forståelse af hinandens synspunkter, siger Anette Stube.

/ritzau/