Borgerne i hovedstaden kommer til at hænge på en gældspost fra den københavnske metro på godt 600 millioner kroner. Det skriver Politiken Fredag. Gælden stammer fra anlægget af den fem kilometer lange metrolinje til Københavns Lufthavn.

Metrolinjen bliver bygget af Østamager-baneselskabet, der ejes i fællesskab af Københavns Amt og Ørestadsselskabet, og regeringen har i al stilhed fremsat et lovforslag, som vil gøre Ørestadsselskabet til eneejer af metrostrækningen, som efter planen åbner næste år.

Gældsposten på 600 millioner kroner får kommunerne i Københavns Amt og borgerne i den kommende Hovedstadsregion dog ifølge regeringens lovforslag lov at betale.

- Det er noget griseri, som svarer til selskabstømning. Vi får lov at sidde tilbage med gælden, mens Ørestadsselskabet får værdier i form af banen, siger Rødovre-borgmester Erik Nielsen (S), der er formand for Foreningen af Kommuner i Københavns Amt (FKKA).