Manglen på danske avisbude er så stor, at over halvdelen af dem nu kommer fra Østeuropa.

Gratisaviser som Nyhedsavisen ville ikke blive delt ud, hvis ikke det havde været for polakker og andre østeuropæere, der hver morgen arbejder som avisbude, skriver Arbejdsmarkedspolitisk Agenda.

Morgendistribution Danmark har for eksempel 800 bude. Omkring 60 procent af dem kommer fra Østeuropa, og firmaet er afhængig af at få udlændinge til at dele aviser ud.

- Uden østeuropæerne havde vi drejet nøglen om. I dag er vi ved at være selvsupplerende med avisbude, men det er hovedsageligt selvsupplerende fra udlandet, siger Per Friis, administrerende direktør i firmaet.

Hos Bladkompagniet og distributionsselskabet Komdis A/S er det også svært at få danske bude.

/ritzau/