Telekoncernen TDC er af Højesteret blevet pålagt at betale merpris for lejede kredsløb tilbage til Novo Nordisk. Retten strammede dom fra landsretten.

Telekoncernen TDC er af Højesteret blevet idømt at tilbagebetale beløb, som selskabet har taget for meget fra Novo Nordisk i forbindelse med leje af faste kredsløb. Højesteret stadsfæstede en dom fra Østre Landsret, men udvidede den periode, som TDC skal betale tilbage for med nogle måneder.

I landsrettens dom var TDC blevet afkrævet tilbagebetaling for perioden august 1998 til august 1999. Denne periode bliver af Højesteret ændret til at gælde fra april 1998 til august 1999.

Sagen er en slags prøvesag for andre virksomheder. Den er på vegne af Novo Nordisk ført af organisationen Dansk IT./ritzau/