Piercere vil provokere politikere ved at lade 16-årige blive piercet uden at forældrene bliver spurgt. Det får dog ikke politikerne til at reagere.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er blevet nemmere for teenagerne at få huller i øre, næse eller navle. Nu kan 16-årige helt uden problemer få en piercing - uden at forældrene behøver at give deres tilladelse.

Dansk Piercing Laug har nemlig valgt at nedsætte alderen for dem, der kan få piercing fra 18 til 16 år. Indtil nu har det krævet forældrenes tilladelse, hvis man var under 18 år.

Men nu spiller det ingen rolle, om forældrene er med på piercingen eller ej. Forældrene har nemlig ikke noget at skulle have sagt, understreger laugets formand, Lars Martinsen.

Kan piece hvem som helst
»Rent juridisk er der slet ingen lovgivning. Vi kunne pierce hvem som helst hvor som helst, hvis bare de har penge med i lommen,« fastslår han.

Problemet er, at det er der allerede mange piercere, der gør. Det er nemlig de færreste, der som Lars Martinsen er organiserede piercer. Han anslår selv, at der nemt kan være et par hundrede, der piercer. Mange af dem er det, som Lars Martinsen kalder »køkkenbordspiercere«.

Forældrene hjælpeløse
Og der findes ingen regler for, hvor gammel man skal være for at få en piercing. Derfor hører man også jævnligt om 12-13 og 14-årige, der bliver piercet.

Selv om børnene er umyndige, er forældrene hjælpeløse. Der findes en lov, der sikrer, at børn under 18 år ikke kan blive tatoveret.

Men der er ingen lovgivning omkring piercing. Og nu er de organiserede piercere altså blevet trætte af at miste 16- 17-årige kunder til deres uorganiserede kolleger.

»Vi ser sådan på det, at vi faktisk hellere vil pierce de 16-årige og så gøre det rigtigt, fremfor de går hen til én eller anden køkkenbordspiercer og får lavet noget skidt, fordi vi ikke ville gøre det,« forklarer han og forsvarer sig med at 16-17-årige er svære at styre:

»Når de har den alder, er nogle af dem allerede flyttet hjemmefra. Så de gør alligevel, hvad der passer dem.«

Man kunne jo også sige, det etisk var mere rimeligt at vente, til de var 18?

»Joh, men vi sidder lidt i klemme. Vi driver forretning og skal leve af det. Samtidig skal vi sørge for, at vi moralsk kan stå inde for det, vi laver, og det mener vi stadig, vi kan,« fastslår Lars Martinsen, der ikke er bange for politisk indgreb. Tværtimod. Beslutningen om at pierce 16-årige er nemlig ment som en provokation, så han vil være glad for at indgreb.

Passive politikere
Det er ikke første gang, Dansk Piercing Laug har forsøgt at få politikerne til at lovgive om piercing, men hidtil forgæves.

Birthe Skaarup, sundhedspolitisk ordfører hos Dansk Folkeparti, udtrykker skuffelse over laugets beslutning, men mener ikke, emnet kan bære en ny lovgivning. Det gør Socialdemokraternes sundhedsordfører, Lone Møller, heller ikke:

»Det er jo forsvindende få og små skader, der er,« understreger hun og opfordrer forældrene til at »holde justits med deres unger« og forklare dem, at piercing ikke er særlig smart.

clk@bt.dk