Finanschef går af efter "uheldigt tilbud"

Finanschefen for reformer af Japans bank-og finanssystem, Michio Ochi, går af. Han bad her til morgen om lov til at træde tilbage, efter at han har udtalt sig på en sådan måde, at der er alvorlig tvivl om, hvorvidt han vil være i stand til at gennemføre de nødvendige reformer af bank- og finanssektoren. Ochi havde angiveligt sagt til bankdirektører, at de skulle henvende sig til ham, hvis de mente, at det statslige finanstilsyn optrådte for skrapt over for deres bank.

Som mulige efterfølgere til Ochi nævnte japanske aviser fredag Hakuo Yanagisawa, der har bestredet posten tidligere, og som - i hvert tilfælde i udlandet - fik stor anerkendelse for at gå hårdt til værks og lukke de banker, der var fallittruede, samtidig med at han udnyttede offentlige fonde til at opkøbe aktiver i de finans- og bankinstitutioner, der gik nedenom og hjem. /ritzau/AFP