5,5 mio. kroner fra EU's kasser skal være med til at finansiere et dansk eksportfremstød for bacon i Japan.

Danmark har sammen med Holland og England søgt om støtte til et europæisk markedsføringsprojekt for bacon i Japan, men siden er de to samarbejdspartnere faldet fra på grund af problemerne med mund- og klovsygen sidste år, så nu får danskerne pengene for sig selv.

Danmark bruger hvert år "et tocifret millionbeløb" på at markedsføre dansk svinekød i Japan, og sidste år blev der solgt for 6,4 mia. kroner til japanerne - hvilket gør Japan til det største enkeltmarked for dansk svinekødseksport. Størstedelen af svineeksporten ender som baconprodukter.

/ritzau/