Flemming Østergaard er klar til at forlade posten som bestyrelsesdformand.

Flemming Østergaard - også kendt som Don Ø - har tilbudt at trække sig som bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment i forbindelse med selskabets blodrøde regnskabstal. Det afslører han over for DR Nyheder:

- Jeg har sagt til aktionærerne: Hvis I ønsker, at jeg skal holde op nu, jamen så holder jeg da op. Det er der ingen problemer i.

Så du har sat jobbet på spil?

- Jobbet på spil er jo altid noget, der kan blive udlagt af jer i medierne på den ene eller den anden måde. Vi har haft en professionel snak om det, og det har været vigtigt for mig i den her situation, at samtlige af de store aktionærer mener, at jeg er den rette til - sammen med den nye direktion - at føre virksomheden videre, siger Flemming Østergaard til DR Nyheder.

Parken Sport & Entertainment forventer et underskud på 250 millioner kroner i år og 100 millioner næste år. Samtidig er gælden på to milliarder kroner.

Aktionærerne er klar til at skyde en halv milliard kroner ind i selskabet på betingelse af, at underskudsgivende aktiviteter bliver droppet. Men der er også blevet stillet krav til Flemming Østergaard personligt, fortæller Carsten Koch til DR Nyheder:

- Ledelsesforholdene skal normaliseres. Det vil sige, at Flemming Østergaard skal trækkes mere tilbage som en almindelig bestyrelsesformand, som vi ser i andre selskaber, og så skal der være mere plads til direktionen, siger Carsten Koch, direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der ejer næsten en tredjedel af aktierne i Parken Sport & Entertainment.