Nyt EU-direktiv kan smadre dansk logistik, frygter vognmænd, som får opbakning fra DI. Regeringen støtter direktivet.

Et nyt forslag fra EU-Kommissionen, som begrænser mulighederne for godstransport i andre medlemslande, vækker stærk modstand blandt danske vognmænd.

Forslaget, som i dag optog meget af et transportministermøde i Luxemborg, skal definere reglerne for såkaldt cabotagekørsel på de europæiske motorveje. Det lægger op til, at vognmænd i fremtiden må køre tre ture inden for syv dage i et andet medlemsland, når de har afleveret lasten hjemmefra. Tidligere hed det blot, at sådanne transporter måtte foregå "midlertidigt".

- Det vil smadre den logistik, som mange danske virksomheder har opbygget gennem år og dag, siger erhvervsdirektør i erhvervsorganisationen Handel, Transport & Service (HTS), Michael Svane, som repræsenterer en række danske vognmænd, om forslaget.

Der er dog bred enighed om forslaget blandt EU's 27 medlemslande.

- Det er et skridt i den rigtige retning, for nu kan man i hvert fald begynde at håndtere cabotagekørsel. Jeg betragter det som en mellemstation henimod en fri regulering på sigt, siger transportminister Carina Christensen (K).

/ritzau/