Danmark fører an i internet-revolutionen, og vi får følgeskab af de øvrige nordiske lande, mens det går tilbage for USA.

Det viser en undersøgelse, som det amerikanske computerfirma IBM og det britiske tidsskrift The Economist offentliggjorde mandag.

Danmark var sidste år placeret som nummer to, men har i år overtaget pladsen fra Sverige.

- Danmark har en meget aktiv regeringspolitik for at reducere den administrative byrde på virksomheder, siger Peter Korsten, der er direktør på IBM's Institute for Business Value.

Der er ikke meget, der adskiller de øverste otte lande på listen, der alle nyder godt af billige internet-forbindelser, software og teknisk bistand.

- Skandinavien er bemærkelsesværdig for den måde, som borgerne har inddraget internet-teknologien i deres daglige liv, der fuldstændig har ændret måden hvorpå de arbejder, handler ind og kommunikerer med embedsfolk, hedder det i undersøgelsen.

USA er droppet fra en tredjeplads til en sjetteplads, og det tilskrives, at der er relativt færre bredbåndsforbindelser end i de lande, der topper listen.

/ritzau/