Forsikringsselskabet Codan sælger sit domicil, men bliver boende som lejer i ejendommen. Køber er investeringsselskabet Dades.

Forsikringsselskabet Codan sælger sit domicil ved søerne i København til ejendomsinvesteringsselskabet Dades via en sælg-og-lej-tilbage-aftale. Codan bliver dermed boende i bygningen som lejer.

- Vi er meget tilfredse med at have indgået denne aftale, idet vi igennem længere tid har sonderet ejendomsmarkedet. Vi bliver boende i bygningen som lejere, så hverdagen bliver den samme, siger kommunikationsdirektør Jeanette Fangel Løgstrup, Codan.

Med sin markante fremtoning og centrale beliggenhed er Codans hovedsæde blevet et fikspunkt i københavnernes bybillede, og hovedsædet har med tiden fået sit eget kaldenavn - Codanhus.

- En landmærkeejendom som Codanhus er et enestående tilbud og passer perfekt ind i vores strategi og øvrige ejendomsportefølje. Investeringen giver os netop det langsigtede og stabile afkast, vi går efter. Det er også en fordel, at vi får stabilitet på indtægtssiden gennem en aftale med Codan om leje af en væsentlig del af ejendommen, siger administrerende direktør i Dades, Boris Nørgaard Kjeldsen.

Codanhus blev opført i 1967 og er ombygget og renoveret i væsentligt omfang i 2004. Bygningens totale areal udgør godt 41.000 kvadratmeter.

/ritzau/