Boligpriserne vil ikke falde, selv om renten stiger. Det vurderer cheføkonom i Realkredit Danmark, Sune Worm Mortensen.

Renten er steget de sidste uger, men selv om eksperterne forventer, at renten vil stige yderligere, behøver boligejerne ikke frygte lavere huspriser af den grund. Det vurderer cheføkonom i Realkredit Danmark, Sune Worm Mortensen.

- Man skal ikke glemme, at renten stiger, fordi der er mere økonomisk aktivitet og flere i arbejde. Så længe væksten sker i et afmålt tempo, tror jeg, at den i stor udstrækning kan opveje de negative effekter af en rentestigning på boligpriserne, siger han til RB-Børsen.

Markedet er begyndt at spekulere i en europæisk renteforhøjelse og en efterfølgende dansk i begyndelsen af december. Det falder sammen med refinansieringen af Flexlån eller rentetilpasningslån, som er kendetegnet ved, at ydelsen svinger i takt med rentens op- og nedture.

/ritzau/