Arbejdsgiverne vil have et green card efter amerikansk model for at tiltrække højtkvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Minister er åben overfor forslaget.

Dansk Industri vil have udvidet den danske jobkortordning, så virksomhedernes adgang til at hente højtkvalificeret arbejdskraft til Danmark fra blandt andet Indien, USA og Canada bliver lettere.

I dag giver jobkortet direkte adgang for et begrænset antal faggrupper, hvor der er mangel på arbejdskraft i Danmark. Listen omfatter blandt andet læger, ingeniører, højtuddannede it-folk, matematikere og en række beslægtede naturvidenskabelige specialister.

Nu presser Dansk Industri på for at få udvidet listen, så den også kommer til at omfatte humanister og andre højtuddannede grupper. Dansk Industri efterlyser en model i stil med det amerikanske green card.

Integrations- og udviklingsminister Bertel Haarder (V) er villig til at se på sagen.

/ritzau/