En 18-årig mand fra Romalt ved Randers blev i går under et grundlovsforhør i retten i Randers varetægtsfængslet for fire uger sigtet for at have skudt tre gange mod en buschauffør natten til torsdag i omegnsbyen Romalt ved Randers.

Bussen var netop ankommet til endestationen, da en mand sprang frem og med en pistol i hånden forsøgte at røve chaufførens penge. Chaufføren smækkede imidlertid døren i, gassede bussen op og spurtede fra stedet.

Gerningsmanden nåede at smadre ruden i døren med et skud fra sin ni-millimeter pistol og sende to projektiler mod bussens bagparti.

Den 18-årige blev torsdag aften anholdt i et villakvarter i Romalt sammen med en 21-årig mand. Den 21-årige blev under grundlovsforhøret i går løsladt af dommeren.

I voldssagen, hvor en 54-årige tilfældig mand på åben gade bliver sparket og slået, så han senere dør af bl.a. åbnet kraniebrud, sidder en 22-årig mand varetægtsfængslet frem til den 11. februar.

Sammen med to kammerater overfaldt han angiveligt den 54-årige, der var far til tre, da den 54-årige forsøgte at standse et gadeslagsmål.

I drabssagen på de to myrdede prostituerede i Steen Blichersgade var der fortsat i går efter seks dage ikke noget gennembrud i efterforskningen.

Den 27-årige Lettiske massøse Nathalia Ivanova og den 29-årige thailandskfødte Bang-On Nielsen blev brutalt dræbt med adskillige knivstik.

Det lokale pengeinstitut Sparekassen Kronjylland har udlovet en dusør på tre gange 25.000 kr. til den eller de, der kommer med oplysninger, der kan føre til opklaring af de tre grove forbrydelser. Først senere afgøres det, om dusøren kommer til udbetaling.