Sort Sol, Bøgescenerne
Lad os så bare til en afveksling ramle direkte og på kollisionskurs ind i konklusionen: Gode, gamle Sort Sol… for direkte ind i helvede og på ryggen af en Concorde hvor ER de dog gode!
Se, det er jo meget godt med al den hygge hér på Danmarks Smukkeste. Men der kommer et tidspunkt hvor man så at sige bare har fået for meget – eller i bedste fald nok - af hørmende donut-boder, lystige popcornsprangere og håbefulde unge mennesker, der højlydt sætter hinanden stævne til det evindelige soundtrack af DJ Ötzis ”Oh Baby” i Tequila baren.
Sagt helt uden at være elitær. For den slags er jo godt nok for dem, der har det sådan. Men man kommer altså – midt i alt det hér – ind imellem til at savne lydsporet fra storbyens onde gader, neonlyset over de regnvåde gader i den del af verden, der måske ikke er SÅ sikker… nå ja, fra den virkelighed, man ind imellem er nødt til at se i øjnene.
Det er trods alt ude på kanten, de store oplevelser venter. Hvis man er parat til at risikere turen derud.
Så Sort Sol – måske dét bedste rockband, dette land nogensinde har fostret – blæste for en stund al tralala, tryghed og Bacardi Breezer bavl ad helvede til og tog os med på en tur derud, hvor intet er sikkert - fraset en anderledes oplevelse. Som Sort Sol i reglen gør på de gode dage.
Lørdag i Skanderborg var en god dag.
I førnævnte helvede er der – som talrige talsmænd for diverse på-knæ-overbevisninger i årenes løb har påpeget – ret varmt. Og på den led blev man i løbet af den sorte sols opståen denne eftermiddag forholdsvis hurtigt ret ligeglad med, at deres gule fætter ikke havde gidet at stikke sit smilende fjæs frem i løbet af dagen.
Hvem bekymrer sig om vejret, når man VIL det emotionelle stormvejr og har Sort Sol til at gøre os det helvede hedt. Og det gjorde de.
Som Sort Sol med den fremragende Steen Jørgensen i front i første halvdel af sættet højt, hvinende og kompromisløst hamrede sig igennem ”Dog Star Man”, ”Abyss”, ”Popcorn” og en blændende ”Kiss The Streets” fik man en snigende fornemmelse af, at det hér godt kunne udvikle sig til noget stort.
Ja tak og værs’go!
I løbet af anden halvdel og ”Next Century”, ”Who’s Afraid Of Virginia Woolf”, ”Siggimund Blue”, ”Shaheeba Bay” og en monumentalt tårnende – sorry! – ”Tatlin Tower” udviklede koncerten sig til endnu en majestætisk magtdemonstration fra dette fremdeles fantastiske foretagende.
Knaldhårdt, kompromisløst og cool som en crooner på en isflage.
Det ærkekøbenhavnske Sort Sol har efterhånden en mangeårig tradition med af ”gå gud”, når de er på udebane.
Lørdag aften gjorde de det igen…
Du kan følge BTs liveblog fra festivalen HER.
