Det er fem år siden, de sidst sang deres legendariske harmonier sammen. Men i fredags optrådte Paul Simon og Art Garfunkel endnu engang med deres klassiske popsange.

Det var egentlig kun 67-årige Paul Simon, der stod på plakaten i det nyrenoverede teater The Beacon i New York City. Men publikum, der blandt andet talte kendisser som Paul McCartney og Jon Bon Jovi, havde godt på fornemmelse, at noget større var under opsejling.

Og ganske rigtigt. Efter to og en halv time med Simon og band, trådte den tårnhøje Art Garfunkel på scenen.

De to gamle venner udvekslede som sædvanligt først drillende vittigheder. Art refererede bl.a. til Simons manglende tupé.

Men da de bagefter fremførte sange som 'Sounds Of Silence', 'The Boxor' og 'Old Friends', var alt lutter harmoni og glæde.

- Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har hørt, sagde talkshowværtinde Rosie O'Donnell.