Lyrisk er L.O.C.’s nye album 'Libertiner' som en dramatisk men også farverig rejse med kurs imod midalder og modenhed. Musikalsk er det desværre lidt af en ørkenvandring.
Der er få ting, Liam O’Connor, alias L.O.C., er så god til som den drævende midt-tempo rap.
Her er der god plads til at give hvert et ord og hver en stavelse maksimal stemning og mening med den dybe macho-vokal. Og dén slags er der masser af på opfølgeren til det dobbelte mesterværk 'Melankolia/XXX Couture' fra 2008.
Men man kan som bekendt få for meget af selv det bedste. Og efter en håndfuld sange med stort set samme vokale tempo og den lidt éndimensionelle elektro-lyd, der efter min mening hæmmer albummet, flyder det hele lidt sammen.
Og først hen imod slutningen vælger L.O.C. at løsne op og for alvor sætte hastigheden i vejret.
Sortsyn og voksenliv
Nu kan man selvfølgelig indvende, at albummets mørke sange, der kendetegnes af linjer som: 'Tænk at det tog mig et halvt liv at finde ud af, at tiden løber ud', ville passe skidt til muntre diskorytmer.
Men så kunne L.O.C. og hans soniske ingeniør Rune Rask i det mindste have gjort midttempo-lydtæppet lidt mere opfindsomt.
Men nok om dét. Dansk/irske Liam ér primært en ordets mand. Og på sit femte album er lyrikkens L.O.C. i absolut storform.
Bedst er Liam, når han kommer helt tæt på sjælen med linjer som: 'Jeg er fri, som min morfar blev det, da han rundede 65' og 'Vi kører den modsatte vej af, hvad Gud gør'.
Andre steder går der lidt for meget kliché i det, når L.O.C. for gud-ved-hvilken-gang fortæller os, hvor håbløst og rastløst et natdyr han stadig er.
Gode gæster
Men når solisten samtidig flår skjorten af og uden skyggen af selvsmageri viser os alle sine dyrekøbte ar, så er sejren alligevel sikker.
Og radiohit skal det med garanti også blive.
På hhv. titelsangen og den afsluttende 'Momentet' ryster gæsterne Johan Olsen og U$O nemlig lidt ekstra liv i deres vært. Og resultatet er to af albummets bedste sange.
HIPHOP, 'Libertiner', L.O.C.
