Den netop afdøde britiske soul-sangerinde Amy Winehouse var uden tvivl fyldt med talent. Men har hun virkelig fortjent medlemsskabet af den såkaldte 27-klub, hvor rocklegender som Jimi Hendrix og Jim Morrison også figurerer.

Kan Amy Winehouse' "Rehab" måle sig med Jimi Hendrix' "Purple Haze". Og vil Amys "You Know I'm No Good" holde lige så længe som The Doors klassiske "Light My Fire".

Svarene på de to spørgsmål er hhv "langt fra" og "næppe".

Og derfor er det tvivlsomt, hvorvidt den netop afdøde Amy Winehouse overhovedet har fortjent at blive "optaget" i den såkaldte "Club 27", hvor alle medlemmerne er rockstjerner, der døde i en alder af bare 27 år.

Lige siden Winehouse i lørdags blev fundet død i sin lejlighed i London, er den tragiske 27-årige soulstjerne blevet nævnt i forbindelse med både Hendrix, Morrison og selvfølgelig bluessangerinden Janis Joplin, der ved sin død i 1970 også blot var 27 år.

Og i dén tid, der er gået siden weekendens tragedie, har diskussionen om Winehouse indflydelse på musikhistorien (eller mangel på samme) hærget.

Nu vil jeg også blande mig. Og efter min mening når den gode Amy ikke 27-Klubbens fineste medlemmer til sokkeholderne.

Amy Winehouse var uden tvivl velsignet med et talent ud over det sædvanlige.
I modsætning til mange af sine samtidige kunne hun også komponere.
Hendes unikke vokal var ikke afhængig af diverse autotune-maskiner. Hun sang nemlig som de bedste .. Billie Holiday, Sarah Vaughn og førnævnte Janis Joplin.

Men.. Og her kommer så det store men

Fra sin professionelle start i 2003 udgav Amy Winehouse kun to album. Og kun det sidste "Back in Black" fra 2006 betød virkelig noget - sådan i musikhistorisk perspektiv.

Album nummer ét "Frank" fra 2003 var mere traditionelt jazz'et. Og selvom det var rart at lytte til, så havde Amy dengang endnu ikke fundet den farlige og seksuelle stemme (både som sanger og komponist), der gjorde "Back in Black" til et lille rendyrket mesterværk.

I 27-Klubben finder vi også Brian Jones, der som Rolling Stones' første leadguitarist satte sine beskedne spor på musikhistorien frem til sin død i 1969.

Og i ham finder vi også det 27-medlem, der bedst kan sammenlignes med Amy - sådan rent musikhistorisk.

Begge artister var nemlig dygtige. Men deres karriere var også så beskeden, at de ikke nåede at udrette det helt store. Og begge spillede de i slutningen en større rolle i sladderspalterne, end de gjorde på hitlisterne.

Og set i bakspejlet er det stadig kæmper som Kurt Cobain, Jimi Hendrix, Jim Morrison og ikke mindst Robert Johnson, der virkelig giver 27-Klubben vægt.

Lad os tage dem én ad gangen:

JIMI HENDRIX døde i 1970. Og på sin bare fire-årige solokarriere ændrede han egenhændigt rockhistorien for altid.
Ikke alene udgave Hendrix nogle af de album, der den dag i dag dukker op på alle stjerners all time top-ti lister; "Are You Experiences", "Electric Ladyland" og "Band of Gypsies".
Med sin unikke guitarteknik og brug af effekter som Wah-wah og forvrængning påvirker han også nutidige stjerner som Tim Christensen, Slash og Kirk Hammett.
Og endelig ses Hendrix grænseoverskridende sceneoptræden også i både Lady Gaga og Bruno Mars ditto.

JIM MORRISON døde i 1971.
Men inden satte forsangeren fra The Doors nye standarter for, hvordan en rigtig rockstjerne kan påvirke sit publikum. Og som sexsymbol kan Morrison i dag uden problemer sammenlignes med Marilyn Monroe.
På The Doors seks første studiealbum leverede Morrison lyrik, der stadig får nutidige rockstjerner til at salve af misundelse. Og med sange som "Break On Through", "Light My Fire" og "When the Music's Over" giver han dagens top-rock-komponister perfektion, der er værd at drømme om.

KURT COBAIN døde i 1994.
Mange synes måske, at den spinkle fyr fra Seattle var lidt irriterende og klynkende.
Men selvom gruppen Nirvana kun nåede at udgive tre rigtige studiealbum, er indflydelsen uafviselig. Midt i sit håbløse selvhad og sin selvdestruktive opførsel, skrev Cobain nemlig sange, der på én gang var ligeså iørefaldende som ABBA og ligeså kantede og revolutionerende som Lou Reeds og David Bowies. Og selvom Cobain således næppe hører til i Hendrix-, Morrison-klassen, har han fuld ud fortjent medlemsskabet i 27-Klubben.

ROBERT JOHNSON døde i 1938.
Det var vist nok en jaloux rival, der havde puttet stryknin i bluessangerens whiskey. Men inden han åndede ud, havde Johnson med materiale til bare to album skabt musikhistorie.
Sange som "Sweet Home Chicago" og "I Believe I Dust My Broom" er evergreens. Og uden Johnson havde hverken Hendrix, Clapton eller Steve Ray Vaughan vidst, hvordan en rigtig bluesguitar skal spilles.