Det amerikanske thrash metal-band Exodus med forsanger Steve "Zetro" Souza i front på scenen i Lille Vega 15. marts 2016
Det amerikanske thrash metal-band Exodus med forsanger Steve "Zetro" Souza i front på scenen i Lille Vega 15. marts 2016 Foto: Torben Christensen

EXODUS, Ll. Vega, København 15. marts, fem stjerner

Så kan det godt være, de kalder Metallica, Megadeth, Slayer og Anthrax ”the big four” i thrash metal, men det mest genre-definerende band i thrash er og bliver Exodus fra San Francisco. De beviste det endnu engang med en intens frådende fest i Vega tirsdag aften

Min gode ven – Oraklet fra Brøndby – og jeg mødte oprindelig hinanden til en koncert med San Franciscos eminente Exodus i London for 27 år siden. En inderligt intens aften, hvor vi bl.a. fik syn og bevis for, at folk faktisk ikke nødvendigvis blev skadede af at springe ud i salen fra højttalertårnene (!). Ikke så meget i hvert fald.

Det kunne meget vel være, at blodet sprang fra de flækkede øjenbryn aftenen igennem, men smilet gennem de røde dråber signalerede tydeligt, at sådan måtte det nu engang være, og det var i øvrigt helt i orden. Ellers var det ikke en ordentlig Exodus koncert.

”Jeg har en fornemmelse af, at vi kommer til at opleve noget lignende som dengang i aften,” forkyndte oraklet inden tirsdag aftens koncert i Vega.

Han havde ret. Ikke i det med højttalertårnene – den slags er hejset op under loftet nu om stunder.

Men jeg sværger, at jeg for første gang i årevis formentlig i morgen får både ondt i nakken, fordi det gamle fjols hér jo vitterlig burde være ude ude over mine headbanger år, og slidgigt i luftguitarfingrene. Jamen, det skal man da have!

På grund af en opvisning i Heavy Metal, som om noget beviste, at Exodus modsat eksempelvis de samtidige i Metallica, Megadeth, Anthrax og Slayer, som de altid sammenlignes med, stadigvæk spiller så intenst, præcist og potent som altid og dengang. Det må være op til den enkelte at bedømme, om de fire nævnte er, hvad de var engang, men skal man bevæge sig ud i noget så anakronistisk nu om dage som ærlighed, må vi nok erkende, at det er de ikke.

Men Exodus ER sgu!

Guitaristerne Lee Altus og Kragen Lums riffs og soli er så sviende præcise og inderligt intense, som første gang man høre klasse-knaldere som ”Metal Command”, ”Strike Of The Beast”, ”Bonded By Blood”, ”Toxic Waltz” og ”And Then There Were None”, mens den intet mindre end suveræne trommeslager Tom Hunting holder et swing i dette foretagende, som talrige jazz-sjaskere ville sælge deres sidste majspibe for. Uanset hvor voldsomt det går for sig – og det går modsat i jazzen i reglen RET voldsomt for sig i Exodus.

Faktisk så voldsomt og ikke mindst så rigtigt, at jeg nikkede førnævnte orakel en venlig skalle. Blot for at signalere at vi jo burde falde hinanden om halsen til og danse ”The Toxic Waltz”. Det er fanden til job, men nogle af os må jo passe det.

De omkringstående tog det pænt, og Exodus’ sanger Steve Souza konstaterede blot:

”Heavy Metal forever, guys!”

Og sådan en kliché kan han slippe afsted med. Fordi Heavy Metal er det eneste rigtige sådan en aften. Hvordan kan det være andet, når ét af genrens absolut bedste bands i halvanden times tid fører konstant og bragende bevis for, at det jo er sådan det er. . .

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook