Adam Goldberg skiller sig ud fra mængden af skuespillere, der forsøger sig som musikere, idet hans nye plade langt fra er forfærdelig, men original er den desværre ikke.
Storhedsvanvid er noget værre noget. I Hollywood findes der mange eksempler på skuespillere, der fejlagtigt har troet, at de har haft talent for sangskrivning. Man kunne nævne Steven Seagal, men man kunne også bare nøjes med at understrege, at den slags sjældent har ført noget godt med sig.
Så når man sidder med Adam Goldbergs (kendt som Eddie i ”Friends” og for en mindre rolle i ”Saving Private Ryan”) nye album, er det naturligvis med en vis skepsis. Men efter de ti sange er man lettet; Goldberg tager sin musik seriøst, og den er i øvrigt slet ikke ueffen.
Albummet og projektet har hovedpersonen valgt at kalde ”The Goldberg Sisters” – måske en ironisk henvisning til nonnefilmen med Whoopi Goldberg. Men rent musikalsk er der dog intet pjat, ej heller ironi; man får blot Adams nasale stemme foran en god portion melankolske toner.
Alle idolerne
I modsætning til størstedelen af sine skuespillerkollegaer, så skriver og arrangerer Adam Goldberg selv sine sange ganske gnidningsfrit – det er ikke hér, hans akilleshæl skal findes. Næh, problemet er, at han ikke rigtigt formår andet end at citere/hylde sine idoler.
Først også fremmest ligger hans lyse nasale røst så tæt op ad Mercury Revs Jonathan Donahue (med lidt John Lennon indover), at man flere gange må knibe sig i armen. Dernæst er der musikken, der desværre ikke indeholder noget nyt eller nogen overraskelser.
Det står klart allerede i ’Mother Please (The World Is Not Our Home)’, der er en af albummets bedste numre, men som også lyder så meget af Pink Floyd og Sparklehorse, at Goldberg næsten ikke kan være det bekendt.
Savner selvstændighed
Efterfølgende starter ’Shush/Ooh La La’ som en direkte omskrivning af førnævnte Mercury Revs ’Opus 40’, og slår over i noget, der kunne have hørt hjemme på David Bowies ’Ziggy Stardust’-plade. Netop Bowies barokke glam-rock er åbenlyst Goldbergs hovedinspirationskilde.
Men ’Erik Erikson’ er imidlertid uinspireret Radiohead-ripoff og ’The Difference Between’ lægger sig umådelig tæt opad John Lennons solomateriale. Det er som om, den 40-årige herre aldrig rigtig tvinger sig selv ud på dybt vand.
Og dét er en skam, når nu det hele er så flot og fejlfrit udført. Det eneste, der mangler er et selvstændigt udtryk.Flot pop
Alt dette sagt, så er der dog ingen tvivl om, at Goldberg Sisters er langt bedre end langt størstedelen af det, den gode Adams pseudomusikalske Hollywood-kollegaer præsterer.
Blandt alle pasticherne finder man nemlig både den eksperimenterende, næsten otte minutter lange ’Don’t Grow’, samt flotte popsange som ’Third Person’ – der tæller et Burt Bacharach’sk omkvæd med blæsere – og den vuggende ’The Heart Grows Fonder’.
Øjeblikke som disse er med til at gøre The Goldberg Sisters til en anbefalelsesværdig udgivelse. Så længe man på forhånd skruer forventningerne lidt ned.
