”Joan Osborne? Er hun ikke bare et one hit-wonder fra 90’erne,” var min umiddelbare indskydelse, da jeg for et par måneder siden hørte, at Osborne skulle give koncert i Randers – hendes første koncert herhjemme i mange, mange år. Kæmpehittet ”One of Us” fra 1995 var den eneste sang, jeg umiddelbart kunne huske fra hende, og efter lidt tid dukkede ”St. Teresa” også op fra et fjernt hjørne i erindringen.
Hurtig research viste dog, at den amerikanske sangerinde og sangskriver har udsendt en stribe album siden dengang, og selvom det er mange år siden, hun bare har kunnet skimte toppen af en hitliste, blev hun dog nomineret til en Grammy så sent som i 2012, i blues-kategorien. En gennemsang af Osbornes sange online viser også, at det er ganske fine udgivelser, hun har begået siden den kommercielle storhedstid.
Advertisement
Joan Osborne er for tiden på Europaturné med de to amerikanske musikere Keith Cotton på keyboard og Jim Boggia på guitar. Koncerten i Randers, og kun den, er dog udvidet med tre danske musikere, hvoraf de to har rødder i Randers: Guitarist Michael Hartmann, kendt fra Hush og Dorthe Gerlach, Kent Olsen, tidligere trommeslager for Marie Frank og nu producer for blandt andre Poul Krebs samt bassist Morten Jay fra Big Fat Snake. Idémanden bag koncerten er Kent Olsen, gammel fan af Osborne, og holdet har kun øvet sammen et par dage inden aftenens koncert.
Det høres nu ikke, da sangerinden og de fem musikere træder ind på scenen i den næsten fyldte, intime sal med plads til 300 og kaster sig ud i Bob Dylan-nummeret ”Spanish Harlem Incident”. Det swinger fremragende, sammenspillet er sikkert, og Osbornes stemme er stærk i centrum: Fyldig, klar og ganske lidt hæs – som den flinke lillesøster til Bonnie Raitt og Lucinda Williams.
Osborne fortæller, at hun snart udgiver et album med Dylan-fortolkninger, og at hun vil give en række smagsprøver herpå. Dem får vi så, herunder og heldigvis andre end hans allermest kendte sange, eksempelvis førnævnte ”Spanish Harlem Incident” og ”High Water (for Charlie Patton)” – tilsat en meget langsom og omarrangeret version af klassikeren ”Rainy Day Women #12 and 35”, hvor de andre udgaver ligger tættere på originalerne. Jeg må dog kortvarigt finde nej-hatten frem: Nu er der jo absolut ikke noget galt med Dylan-sange, tværtimod, men taget i betragtning af, at Mesteren er i Danmark nærmest hvert år på sin Never Ending Tour, og Osborne ikke har været her siden 90'erne, så kunne det være fint med lidt flere af hendes egne udmærkede numre – også selvom hun nok aldrig får Nobelprisen i litteratur, og selvom hun udtaler teksterne tydeligere, end Onkel Bob selv gør.
Smukke blomster fra eget bed
Det, vi får fra Osbornes eget sangbed, er nemlig ganske smukke blomster. Hun bevæger sig langsomt baglæns i sit bagkatalog startende med ”Love and Hate” fra 2014, hvorfra vi får den afdæmpede og meget fine ”Work on Me” – hvor hendes stemme bevæger sig elegant i det lyse register – og den vuggende ”Where We Start”.
Herpå fortsætter hun med endnu et par fortolkninger, Slim Harpos særdeles dansevenlige ”Shake Your Hips” og den også veloplagte Ike & Tina Turner-sang ”Game of Love”, begge fra 2012-bluesalbummet ”Bring It On Home” – det, som blev nomineret til en Grammy, som vi også får en anekdote fra: Osborne havde det helt fint med at tabe til Dr. John.
Efter lidt mere Dylan serverer Osborne tre sange fra hitalbummet ”Relish” fra 1995: Den intense ”St. Teresa” med Michael Hartmann på sprød mandolin, den fornemme, helt tyste ballade ”Lumina” med flot kor fra Liv fra opvarmningsbandet Livinthewoods – et navn, det er absolut værd at holde med – og endelig ”One of Us”. Sidst i sættet får vi en alternativt tag på endnu en Dylan-klassiker, ”Highway 61 Revisited”, nu i vuggende 6/8-takt i forhold til originalens 4/4.
Bandet er hele vejen bundsolidt, og vi får talrige, virtuose soloer fra både keyboard og begge guitarister, der begge betjener både elektrisk og akustisk guitar. Midtvejs forlader de danske musikere scenen for at give pladsen til amerikanerne, og det betyder, at vi får nogle trommeløse, men meget intense sange, inden hjemmebaneheltene vender tilbage.
Den amerikanske trio er dog alene på scenen, da de som ekstranummer giver Dylans ”Knockin’ on Heaven’s Door” i deres eget arrangement, hvor ordet ”Heeeaven” bliver trukket meget langt ud, og sangen derfor får nye nuancer i forhold til originalen. Vi har ikke været helt i himlen denne aften, men absolut godt underholdt af et særdeles driftsikkert orkester og en sangerinde, der ikke fortjener en plads i glemmebogen. Efter koncerten har jeg dog mere lyst til at genhøre hendes bagkatalog end glæde mig til den kommende Dylan-plade, som hun ellers får reklameret for gentagne gange.
Opvarmning: Livinthewoods ****
Inden Joan Osborne går på scenen, får vi en lille halv times opvarmning fra duoen Livinthewoods alias Liv Clausen – med en fortid i søsterduoen Pil & Liv – og den akustiske guitarist og korsangerinde Jannie Lund. Musikken er folk-inspireret og med en gennemgående melankolsk og længselsfuld undertone, og især markerer Liv sig med en meget smuk, ren og lys stemme. De ofte vuggende sange er velskrevne, og fremhæves skal især ”Honest Bone” med et finurligt rytmisk brud i omkvædet og den meget melodiske ”For My Father”.
Overraskende nok er guitarspillet primært akkord- og kun i beskedent omfang fingerspil, hvilket er et mindre brud på genrens konventioner, men vokalen og sangskrivningen er så interessant, at udtrykket ikke bliver monotont. Det skal blive spændende at følge Livinthewoods, som tilmed har et originalt bandnavn.
Joan Osborne og Livinthewoods, Turbinen, Randers
Sætliste:
Spanish Harlem Incident (Dylan-cover)
High Water (for Charlie Patton) (Dylan-cover)
Rainy Day Women #12 and 35 (Dylan-cover)
Tangled Up in Blue (Dylan-cover)
Work on Me
Where We Start
Shake Your Hips (Slim Harpo-cover)
Game of Love (Ike & Tina Turner-cover)
Buckets of Rain (Dylan-cover)
Masters of War (Dylan-cover)
St. Theresa
Lumina
One of Us
Highway 61 Revisited (Dylan-cover)
Ekstra:
Knockin’ on Heaven’s Door (Dylan-cover)
