Spørgsmål: Hej Chris, tak for en god brevkasse. Jeg kom den anden dag til at tænke på dit sidste TV program, hvor jeg mindes, at deltagerne spiste vegetarisk. Er det rigtigt husket? Og så til mit egentlige spørgsmål. Jeg vil gerne tabe mig, leve sundere og ja bare have det godt. Vil du anbefale mig at spise vegetarisk? Kærlig hilsen Mette

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Jeg vil gerne starte med min egen personlige erfaring med vegetarisk kost. Da jeg i sin tid – for omkring 10 år siden - begyndte at lege med tanken om vegetarkost var det mest af alt et eksperiment. Jeg ville gerne selv finde ud af om jeg kunne præstere (fysisk) på en vegetarkost. Det fandt jeg ud af, at jeg godt kunne, men måske vigtigst af alt fandt jeg ud af, at jeg også fik det bedre. Min energi var anderledes og bedre. MEN det betyder ikke, at jeg render rundt og prædiker, at alle skal leve vegetarisk – langt fra.

I dag lever jeg ikke 100 procent vegetarisk. Jeg spiser meget lidt kød og fisk. Jeg vil faktisk hellere definere min kost, som værende plantebaseret. Og essensen af det er egentlig, at mit fokus ligger på naturlig mad og et minimum af forarbejdede fødevarer. Derudover kan jeg godt lide tanken om, at jeg hjælper miljøet på vej ved at spise mindre kød og jeg tror, at vi nationalt og internationalt ville kunne gøre en forskel for miljøet, hvis vi alle begyndte at spise lidt mindre kød end vi gør i dag. En plantebaseret kost virker for mig, men vi er alle forskellige. Vi har forskellige forudsætninger og præferencer. Og det er vigtigt for mig at understrege, at det står frit for alle at vælge.

Så hvad vil jeg råde dig til? Beslutningen om at spise vegetarisk eller ej vil jeg lade være op til dig, men hvis du gerne vil lege lidt med tanken om at spise sundere, så vil jeg anbefale dig, at du forsøger dig med følgende: Spis 100 gram frugt/bær og 100 gram grønsager til morgenmad samt en portion havregryn eller havregrød. Spis som minimum 200 gram grønsager til både frokost og aftensmad. Du skal naturligvis supplere med andet til frokost og aften, men her har du mere eller mindre frit spil. Gå dog efter naturlige fødevarer.

Et af mine nye yndlingsmottoer er: Regelmæssighed over rekorder. Med andre ord vær realistisk omkring din tilgang på vejen mod dit mål. Så mærk efter hvad der føles rigtigt for dig og hvad der på samme tid praktisk kan lade sig gøre med dine nuværende forudsætninger.

Stay strong, stay graceful!

PS. Jeg synes, der skal være plads til lidt af det mindre sunde en gang i mellem, men når jeg eksempelvis spiser chokolade, så forsøger jeg at være meget opmærksom på, at det er det jeg er i gang med og nyde det. I stedet for tankeløst at spise en hel plade mens jeg ser TV.