Ung mand fra Sønderborg knust efter familietragedie. Først trådte han ind i sin lejlighed, hvor han fandt sin lillebror kvalt. I aftes anholdt politiet så hans storebror.

- Han har det meget, meget svært. Hvis politiet har ret, har han jo ikke bare mistet en bror, men to, siger en nær ven af den tredje bror GP, der ifølge B.T.s oplysninger er den mellemste af de tre.

- For det er helt utilgiveligt, hvis han (storebroren, red.) gjort det, tilføjer vennen.

Ikke bare mistede han onsdag sin lillebror HP, men det var også GP selv, der onsdag aften fandt den livløse lillebror. Det skete, da GP vendte tilbage til sin lejlighed på Hvedemarken i Sønderborg, hvor han har boet til leje hos en ven siden september 2010. 

Her fandt han sin lillebror, 22-årige HP, livløs.

Kvalt, viste obduktionen efterfølgende.

I aftes anholdt Syd- og Sønderjyllands Politi så GP's bror, den 29-årige KP, der sigtes for drabet.

- Efter diverse afhøringer er der mere og mere, der peger på, at det var ham, der slog sin lillebror ihjel, siger efterforskningsleder Bent Thuesen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ifølge flere naboer, som B.T. har talt med, var der en heftig trafik i lejligheden.

- Jeg tror, at der blev solgt stoffer i lejligheden. Der kom og gik så mange mennesker, fortæller en beboer i bygningen.

GP bor i lejligheden på Hvedemarken sammen med en kammerat. Kammeraten har dog ikke lyst til at tale med B.T.

- Jeg kendte ham, men jeg har ingen kommentarer. Det må I snakke med politiet om, siger han.