En 33-årig mand har siddet varetægtsfængslet siden 29. maj, sigtet for trusler og vold mod sin ekskæreste.

Onsdag er den liste blevet lidt længere.

»På baggrund af kvindens forklaring og sagens oplysninger har vi udvidet sigtelsen,« siger Kenneth Rodam, politikommissær ved Nordjyllands Politi, til B.T. og fortsætter:

»Han er nu også sigtet for voldtægt.«

Både voldtægten, truslerne og volden er ifølge sigtelserne sket i løbet af fire timer, hvor den 33-årige holdte kvinden indespærret på en adresse i Mou øst for Aalborg.

De to skulle ifølge politiet for nylig have afsluttet et forhold, da den 33-årige ifølge sigtelserne altså frihedsberøvede sin yngre ekskæreste i timevis.

Ifølge politiet lykkedes det på et tidspunkt kvinden at slippe væk og søge tilflugt hos noget familie, som alarmerede politiet.

Manden erkendte ved afhøring nogle forhold om vold, men afviste anklager om voldtægt.

På trods af det mener politiet altså at kunne konkludere en begrundet mistanke om, at der har fundet overgreb sted.

Manden blev i første omgang varetægtsfængslet i to uger, og derfor skal en dommer altså snart tage stilling til, hvorvidt han skal blive bag tremmer.

»Vi anmoder denne gang om fire uger, så vi kan få tid til at fastlægge, om der er vidner til sagen,« siger Kenneth Rodam.