Den kendte flygtningsadvokat Hans Boserup fik sidste år en bøde for at give en beroligende piller til en klient. Nu kommer sagen for Landsretten

Han gav en af sine egne nervepiller til en klient for at berolige ham. Det har landets mest kendte flygtningsadvokat Hans Boserup tidligere fået en bøde for. Den har han anket, og i næste uge kommer sagen for Landsretten.

- Han havde det virkelig dårligt. Han var helt ødelagt og selvmordstruet. Bagefter blev han også indlagt på Augustenborg med det samme, fortæller Hans Boserup til bt.dk.

Tilbage i 2006 var han beskikket afvokat for en mand, der natten før havde forsøgt selvmord i arrsten, og som ikke havde fået sin beroligende medicin med sig, da han blev anholdt. Han var nervøs og hyperventilerede, og derfor gav Hans Boserup ham en af sine egne berolignede piller, så manden kunne komme sig, inden han senere skulle i grundlovsforhør.

Det må han efter Byrettens mening ikke, og derfor fik han sidste år en bøde på 1000 kr. for ulovlig omgang med euroforiserende stoffer. Dem vil Boserup ikke betale og han har derfor anket dommen og regner med at blive frikendt.

Boserup mener simpelthen, at han er dømt efter den forkerte lov. I stedet for Lov om euforiserende stoffer burde det handler om kvaksalveri, mener advokaten.

- Jeg skal ikke dømmes for omgang med euforisernede stoffer. Det har jeg aldrig nogensiden været i nærheden af, men hvis nogen vil dømme mig for at have begået en medmenneskelig gerning uden at have autorisation til det, er det en anden sag. Men selv der er der en bagatelgrænse. Det ses jo også af, at jeg ikke skulle betale sagsomkostningerne, siger Hans Boserup til bt.dk.

Efter episoden fortalte han både politi og læge, at han havde givet sin klient en pille.

- Jeg har ikke forsøgt at skjule noget som helst. Nogle vil måske sige, at det var dumt af mig at sige det, men sådan disponerer jeg ikke. Jeg gør, hvad der er menneskeligt og etisk rigtigt, siger Hans Boserup til bt.dk.

Generalsekretær i Advokatsamfundet Henrik Rothe har tidligere sagt, at Boserups handling var i strid med god advokatskik. I stedet burde han have tilkaldt en læge, mener Advokatsamfundet.

- Jeg tilkaldte faktisk en læge til manden, men fik at vide, at han først kunne komme klokken fire om eftermiddagen. Det her var klokken ti om formiddagen, og manden havde det virkelig dårligt. Han kunne ikke vente til klokken fire, siger Hans Boserup.

Sønderborg-advokaten er blevet kendt på at føre - og tabe - en række sager for udviste asylsøgere.

Han har flere gange været i både mediernes og Advokatsamfundets søgelys og har fået flere domme for at svigte sine klienter ved at sagsøge de forkerte, anlægge sager mod embedsmænd uden god grund og handle i strid med sine klienters bedste interesse.

Hans Boserup har desuden fået flere bøder og irettesættelser fra Advokatnævnet, der behandler klager over advokater, fordi han har forbrudt sig mod god advokatskik.