To mænd på 20 og 22 år blev natten til lørdag ramt af skud, da gerningsmænd i en anden bil åbnede ild mod de såredes VW Passat stationcar. Den ene af de to sårede er lederen af banden Black Cobras.

Det oplyser TV 2 News.

Skyderiet skete ved Ringstedvej ud for Ørum-Hansens Vej i Køge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De to mænd, der er fra Køge og Tureby, blev ramt af flere projektiler. De er nu begge indlagt på sygehus, og deres tilstand betegnes som kritisk.

Begge er i forvejen kendt af politiet i forbindelse med andre sager, og politiet mener, at der er tale om et personligt opgør.

Politiet efterlyser vidner, der har været i kvarteret omkring kl. 03.40, og som har bemærket biler eller andet, der kan have med sagen at gøre.

Politiet vil også meget gerne høre fra andre personer, der har hørt om skyderiet. Vidner og andre opfordres til at ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på telefonnummer 114.