Københavns politi og brandvæsen har tirsdag aften søgt massivt efter en forsvunden person i vandet ved Kalvebodbroen på Amagersiden.

Her har to vidner uafhængigt af hinanden forklaret, at en person er faldet eller hoppet i vandet fra broen.

- Vi har haft en større eftersøgning i gang med gummibåde og dykkere i vandet og motorcykler og hunde på land. Vi har arbejdet på højtryk på at finde manden. Indtil videre uden held, siger Mads Firlings, der er vagtchef ved Københavns Politi, til BT.

Vil gerne i kontakt med hvid båd

Politiet har i forbindelse med eftersøgningen fundet en forladt cykel på broen og en Netto-pose med spiritusflasker i.

Selv om to vidner allerede har givet specifikke forklaringer på, hvad der er sket, så søger politiet ejeren af en hvid sejlbåd, der skulle have sejlet under broen i det eksakte tidsrum, da den eftersøgte havnede i vandet.

- Det drejer sig om en hvid sejlbåd på cirka 26 fod, som sandsynligvis har nogle oplysninger, vi kan bruge. Vi ved, at båden har ligget i vandet klokken 19:45-20:15, hvilket er et essentielt tidspunkt for vores efterforskning. Men båden sejlede mod Københavns Havn, inden vi kunne komme i kontakt med føreren af båden, siger Mads Firlings.