22-årig sigtes for drabsforsøg ved skyderi mod bil i søndags. Sagen er ikke et bandeopgør, siger politiet.

Fire mænds møde forleden i Brøndby Strand gik ikke stille af. Skænderiet endte således med, at der blev skudt i hvert fald to gange med en pistol.

Nu har politiet anholdt en ung mand i sagen, og han sigtes for at ville dræbe en af sine uvenner.

- Det har ikke noget med bander at gøre, siger vicepolitikommissær Steen Ørskov Larsen fra Københavns Vestegns Politi.

Politiet har ikke tidligere fortalt offentligheden om sagen.

Optrinnet skete lidt før klokken 12 søndag nær Langebjergskolen, hvor to mænd mødtes med to andre. De skiltes i vrede.

- Der blev affyret skud mod en bil, der kørte væk. Flere vidner så det, siger Steen Ørskov Larsen.

- Vi har fundet to patronhylstre og en patron fra en 9 mm pistol, tilføjer han.

Den anholdte mand er 22 år. Han nægter sig skyldig i sigtelsen om medvirken til drabsforsøg. Men dommeren fængslede ham i fire uger.

Politiet mener, at skænderiet drejede sig om et røveri, som fandt sted nogle dage forinden.

Den 22-årige er også sigtet for medvirken til røveri, oplyser Steen Ørskov Larsen.

/ritzau/